Fortsæt til indhold

Power er millimeter fra en placering i Tilst

Samfund
Christina S. Johansen

Om ganske få dage åbner elektronik-giganten Power i Mega Syd i Viby, men det er langt fra det eneste sted i Aarhus, folkene bag Power har udset sig.
Både Skejby og Tilst er i kikkerten til nye butikker, og sidstnævnte er meget tæt på.
“Vi er millimeter fra at have en placering i Tilst på plads,” lyder det fra Jesper Boysen, Powers administrerende direktør.
“Tilst er jo en stor retailpark, hvor aarhusianerne har dybe traditioner for at køre ud at handle. Mega Syd har omvendt bevist sit værd de seneste år, og Skejby er i en rivende udvikling,” fortsætter direktøren.
Han tror på, at Power er lige det, som aarhusianerne har ventet på:
“Vi regner da med, at aarhusianerne er trætte af, at der ikke er nogen konkurrence, nu hvor Expert, Fona og Punkt1 er lukket. Det har efterladt kun én stor spiller tilbage. Men når Power rykker ind, har vi erfaring for, at priserne på elektronik i området falder,” siger Jesper Boysen.