Endnu en cykelfest på Søndergade
Jonas Aaen fra Riwal vandt Hadsten Gade Grand Prix
Selv om himlen over Hadsten var mere end grå torsdag aften, lykkedes det at gennemføre Hadsten Gade Grand Prix i tørvejr, og efter en times kørsel samt ekstra fem omgange på den 1400 meter lange rute vandt Jonas Aaen fra Riwal dette års Hadsten Gade Grand Prix.
Nr. to blev Rasmus Guldhammer fra VeloConcept, og på tredjepladsen kom Steffen Christiansen, med i feltet var også de to danske Tour de France deltagere Michael Valgren og Lars Bak samt dette års Danmarksmester Mads Pedersen, som havde debut i den Dannebrogsfarvede trikot.
Efter løb for motionister og juniorer var der omkring 60 ryttere fra den danske elite til start på toppen af Søndergade, og de mange tilskuere dels i fanzonen og dels på bakken fulgte de kæmpende cykelryttere, når de sled sig op ad bakken.
Og slidt blev der, for bakken er hård.
Efter at Jesper Tikiøb har stået i spidsen for cykelløbet siden starten i 1993, så var Hammel Cykle Klub i år medarrangør, og aftalen er, at Tikiøb også næste år er konsulent på løbet.