Ny bestyrelse på plads i Djurslands Turistforening
Bestyrelsen klar til at booste natur- og kulturoplevelser i Norddjurs
turisme Efter en livlig generalforsamling 2. maj med flere stemmeoptællinger og debat kom den nye bestyrelse i Djurslands Turistforening på plads. Ny formand er Karsten Rasmussen, Fjellerup, næstformand Nina B. Adamsen, Østerballe, og medlem af forretningsudvalget Jørgen Lund, Grenaa. Øvrige bestyrelsesmedlemmer er Per Schultz Petersen, Grenaa, Steen Poulsen, Grenaa, Jess Kallesøe, Grenaa, og Tina Bjerregaard, Auning. Folderen ’De skjulte oplevelser – til små penge’ er foreningens seneste bud på en aktivitet, som kan understøtte turisterhvervet - primært i Norddjurs. Folderen er blevet revet væk af turister og lokale i sommerlandet og viser, at der er stor efterspørgsel efter gode, billige oplevelser. Djurslands Turistforening vil forsøge at følge op på den interesse via foreningens side på facebook.
Grenaa-folder på vej
Seneste skud på stammen er en folder med guidede ture i og omkring Grenaa. Her byder man på gratis havnevandringer, gratis byvandringer og billige guidede busture hen over sommeren. Folderen er på vej i trykken og vil kunne hentes på turistkontoret samt hoteller og campingpladser i Grenaa og omegn. jesl