Smukfest vil gøre mere for miljøet
I det nye campingområde Skovlunden prøver man sig blandt andet frem med nye boformer og bæredygtighed
Økologisk mad, genanvendelse og affaldssortering. Bæredygtighed er blevet hverdag på de danske festivaler. Men det kan være svært at få festivalgængerne til at handle miljøvenligt, når musikken spiller og feststemningen er på sit højeste.
Endnu sværere bliver det, når festivalen slutter og trætheden og tømmermændene melder sig. Bunkevis af efterladte telte, luftmadrasser og campingudstyr ligger hvert år tilbage på festivalpladserne.
På Smukfest opfordrer de gæsterne til at sortere affald og tage deres udstyr med hjem, så de ikke efterlader mere, end de tog med.
På det nye campingområde Skovlunden indsætter de blandt andet guider, der skal hjælpe gæsterne på vej.
Bor i paphuse
“Skovlunden er et helt nyt område, som vi aldrig har haft i brug på festivalen før. Det bliver et sted, hvor vi eksperimenterer med nye boformer og bæredygtighed. Gæsterne kan blandt andet bo i miljøvenlige paphuse, der kan makuleres og genbruges, når festivalen er slut. Præmissen for at bo her er, at man er en del af fællesskabet og hjælper med at passe på hinanden og på naturen,” udtaler talsmand Poul Martin Bonde i en pressemeddelelse fra Smukfest.
Smukfest har bæredygtighed som kerneværdi og bruger mange kræfter på at genbruge materialer og mindske madspild. Men Poul Martin Bonde understreger, at det er vigtigt, at bæredygtighed ikke bliver en løftet pegefinger. Deltagerne skal først og fremmest have en god festivaloplevelse. Derfor handler det om at gøre valgene nemme og attraktive for de mange festglade mennesker, så miljøhensyn bliver en naturlig del af festen.
“I år har vi også et samarbejde med regionen, hvor vi kigger på de initiativer og muligheder, vi har, og undersøger, hvordan vi kan gøre det mere cirkulært, så ting ikke bare går til spilde,” siger Poul Martin Bonde og tilføjer:
“Der er rigtig meget affald, så for vores alles skyld, ville det være godt, hvis vi kunne få folk til at genbruge mere. Det ville også skabe en bedre økonomi, som vi kan bruge til at lave en endnu federe fest og festivaloplevelse.”
Luftmadrassen tilbage
Efterladte luftmadrasser er én af de helt store miljøsyndere, når det kommer til festivalaffald. Mange luftmadrasser indeholder nemlig blødt PVC, som ikke må brændes.
Derfor er det bedst for miljøet, at man tager den med, når man forlader campingpladsen. Sammen med Silvan har Smukfest gjort det nemt for deltagerne i Skovlunden. Silvan leaser blandt andet luftmadrasser ud til gæsterne, så de kan aflevere dem igen, når de forlader festivalen.
“Vi kan jo ikke tvinge festivalgængerne til at afleverer deres luftmadrasser, men vi kan gøre det nemt og attraktivt for dem at træffe det bæredygtige valg, udtaler bureau-og mediechef for Silvan Karina Gondoff Bøje.jesl