Fortsæt til indhold

Lad nu byrådet bestemme

Samfund
AF BO ZACHER NIELSEN, FORMAND FOR DE KONSERVATIVE I SKANDERBORG

Bornholm kan det, Odder kan det – men Skanderborg kan ikke!
Skanderborgmodellen har det minus, at magten er flyttet fra byrådet til cheferne og Borgmesteren. Det har blandt andet den betydning, at andelen af chefer er større end andre kommuner, som Odder og Bornholm.

I disse kommuner har man formået at nedbringe chefstillingerne til det halve på en femårsperiode og dermed fået overført summen til de varme hænder i stedet. I Skanderborg har vi kun formået at nedbringe dette tal med 29% til 315,5 personer - selvom Fælleden-projektet sikkert har potentiale til mere synergi, og dermed nedlæggelse af chefstillinger.
Et af problemerne med mange chefer er, at der bliver for langt fra borgeren til den reelle leder. Bare se sagen, som Seniorrådet har bragt op, omkring urinprøver der ikke kan afleveres fra kommunens plejecentre. Her udtaler chefen ”Det er et spørgsmål om ressourcer. Hvis personalet på plejecentrene skal løse denne opgave, vil de mangle andre steder”!

Hvis chefen nu løftede sig over regnearket, og var med til at tænke ud af boksen, så kunne det jo være, at en entreprenant borger kunne yde den service, at indsamle disse prøver og aflevere dem på Sundhedscentret – eller en flexmedarbejder blev ansat til opgaven. Så vil plejepersonalet ikke blive belastet og opgaven blive løst. Det hedder borgerservice og endda til nogle af vore svageste medborgere! Vi kunne jo samtidigt nedbringe antallet af chefer, så kan opgaven løses uden omkostning og endda med mulighed for ansættelse af flere hænder til kerneopgaverne.

Det er bydende nødvendigt, at byrådet kommer på banen, også den umælende flertalsgruppe, så vi får magten tilbage til dem der valgt til det. Vi behøver et byråd der lytter til borgerne, så vi ikke får tåbelige sager som afslag på byggerier i Mesing, lang sagsbehandlingstid for borgere, kritik fra revisionen omkring behandlingen af vores svageste borgere osv.

I Skanderborg skal vi have de ledere der er relevante, for at kunne levere den service til borgerne der er behov for – og så må byrådet i sadlen og levere det de er valgt til, ledelse og opstilling af mål for borgernes bedste.

Det vil Konservative også arbejde for.