Hjemsendelse af afviste asylansøgere styrkes med 125 mio. kroner
To danske ministre, minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs, og udlændinge og integrationsminister, Inger Støjberg, har netop været på rejse til Nigeria, hvor ministrene har afholdt møder med ministre og samarbejdspartnere bl.a. med det formål at styrke samarbejdet om hjemsendelse af afviste asylansøgere fra Danmark. Det oplyser Udenrigsministeriet.
Regeringen har besluttet at styrke arbejdet med hjemsendelser med 125 mio. kr., som skal anvendes til at fremme hjemsendelse af afviste asylansøgere efter noget-for-noget princippet. Rejsen har været en første lejlighed til at bringe disse midler i spil.
"Hjemsendelse af afviste asylansøgere er en meget høj prioritet for regeringen. Derfor har vi taget en række tiltag for at styrke hjemsendelsesarbejdet, og vi fortsætter med at styrke indsatsen. Når vi skal begrænse den ukontrollerede migration, er det helt afgørende, at vi gennem det langsigtede udviklingssamarbejde bekæmper årsagerne til at mennesker vælger at risikere livet på en håbløs tur mod Europa. Der skal skabes håb om en fremtid i deres hjemlande. Men det er lige så vigtigt, at vi sender et klart signal om, at afviste asylansøgere bliver sendt hjem, så færre bliver tiltrukket af en umulig drøm om et liv i Europa. Denne rejse har bidraget til netop begge formål," siger minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs.
Under besøget i Nigeria blev man enige om at styrke samarbejdet om migration. Bl.a. blev det mellem de to danske ministre og de nigerianske myndigheder aftalt, at en nigeriansk
delegation skal besøge Danmark, for at styrke samarbejdet om hjemsendelser og bekæmpelse af de grundlæggende årsager, oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.