Dansaurusserne og deres venner lukkede ballet
Med den sprællende spillemand Peter A.G. i front satte Gnags punktum for årets Smukfest i Skanderborg
Gnags er på ingen måde fremmede i den skanderborgensiske bøgeskov. Et band, der har spillet musik sammen siden 1966. Det er samme år, som tidligere Statsminister Helle Thorning-Schmidt er født.
Koncerten på Smukfest er en del af den forlængede Dansaurus turné, der fejrede deres 50. år sammen, og som Peter A.G. selv så smukt sagde det, så er det ekstra vigtigt at give den gas, mens man kan, hvis man er en uddøende race.
Der er dog absolut ingen rust at spore, da bandet går på scenen, og Peter A.G. vrikker frem og tilbage i takt med åbningsnummeret Den dejligste morgen, som kun han kan gøre det. Hele bandet var knivskarpe.
Gnags med venner
Koncerten blev kaldt Gnags med venner, og undervejs kommer der da også flere prominente navne på scenen. Hvem andre kunne synge duet med Peter på nummeret Lav Sol over Aarhus end Thomas Helmig? Også Henning Stærk, Lis Sørensen og Mads Langer, der knap nok er kommet ned fra scenen fra hans koncert tidligere på dagen, er et smut forbi veteranerne.
Der er så mange kendte Gnags sange at tage af, at det kan være svært at nå på én koncert, men Slingrer ned ad Vestergade, Vilde Kaniner og Rytmehans får publikum til at synge med og få brugt den sidste af deres energi inden dagligdagens trummerum atter engang måtte indfinde sig. Og sikken en gennemhyggellg afslutning på endnu en smuk festival.