Udenlandske flaskesamlere tjener en årsløn på Smukfest
Udenlandske flaske- samlere, som i sommermånederne tjener hele deres årsindkomst blandt andet på smukfest, er med til at holde bøgeskoven ren og fri for affald
Et større korps af udenlandske flaskesamlere har de seneste år samlet sig ved årets Smukfest i bøgeskoven.
Flaskesamlerne fungerer som “opryddere” for festivallen, der udbetaler kontanter for stort set alle former for emballage - både plastikkrus, flasker, almindelige pantgivende dåser men også de tyske dåser uden pant.
Der er kamp om smuklingenes affald, når der både skal tjenes penge til en flybillet til Danmark, et partout-armbånd til festivallen og til dagen og vejen.
Det kan dog sagtens betale sig, når man lever yderst spartansk og både sover og spiser i skovbunden. Over de fem dage Smukfest varer kan en flaskesamler tjene over 10.000 kroner.
“I stedet for at skulle gå og rydde op dag og nat, så betaler vi folk for at aflevere flasker og krus og andet plastaffald,” fortæller Herman Madsen, der er frivillig i en af Smukfestens flaskeboder.
“Vi udleverede lige omkring 400.000 kroner sidste år fra den her bod. Ud over den er der yderligere tre boder inde på selve festivalpladsen, som omsætter for i hvert fald lignede beløb,” forklarer Jacob Hagerup, der er formand for flaskeboden.
Tjener op mod 10.000 kr.
Flaskesamlerne for udbetalt en krone på alt pantbærende emballage - det vil sige plastikflasker og dåser og glasflasker. For tyske dåser eller emballage uden pantmærke udbetales der en krone for fem styk.
“Sammen med det, der blev samlet op på campingpladsen, returnerede vi 8 tons aluminium efter festivalen sidste år,” oplyser formanden.
“Det er hovedsageligt udlændinge, der kommer, og tjener en god løn. Uden at de vil svare på det, for det vil de ikke, når man spørger dem, så ryster de heller ikke på hovedet, når man spørger, om de kan tjene 10.000 kroner på sådan en festival.”
”Der skal tjenes til en flybillet hertil og til en partoutbillet til festivalen, som mange af dem faktisk køber. Og dem skal de jo have købt i december, hvor alle andre også køber partoutbilletter, så der er også udgifter forbundet med det,” konstaterer Jacob Hagerup.
“Der er nogle grupperinger, og vi kan se, at der er en, der styrer dem og tager imod pengene og så samler de andre flasker. De lever utrolig spartansk,” fortæller han.
Sover i skovbunden
“Vi ved at nogle af dem sover ude i skovbunden. De har mad med, som de enten gemmer i skoven eller nogen gange stiller de det op til os. Så passer vi på det, fordi vi samarbejder med dem. Vi forsøger virkelig at være søde og rare ved dem, tilbyder dem the og kaffe og har de brug for et plaster, så er det også hos os, de får det.”
Mange af flaskesamlerne kommer fra Asien, men der er også en del nytilflyttede flygtninge, der samler flasker.
“En del flygtninge, som er ved at blive integreret i det danske samfund, kommer her som medhjælpere, og nogen af dem øjner chancen for at tjene lidt penge ved at samle flasker,” siger Jacob Hagerup.
Selvjustitsen blandt flaskesamlerne er høj, og det er sjældent, der er ballade blandt dem.
“De er gode til at sige “hov, det der var vist ikke in pose, eller bakke hinanden op. Vi havde en enkelt episode sidste år, hvor vi var nødt til ud og skille to flaskesamlere ad. Ikke sådan fysisk, men vi gik ind ag prøvede at finde ud af, hvad der var galt. Der endte vi med at sige, at de begge ville få udbetalt det, der var i den pose. Det drejede sig om 75 kroner, og de gik storsmilende her fra begge to. Og de har ikke forsøgt at gentage det nummer siden. De ved godt, det kun var den ene gang,” understreger Jacob Hagerup.