Alberte trak fulde huse i Gilleleje
Ugeposten.dk
Musikuge Det vil være noget af en stramning at sige, at sommervejret i år har vist sig fra sin bedste side. Og de mørke skyer lagde da også en lille dæmper på 'MusikUge 30' på torvet Gilleleje. Tendenserne med regn og yderst begrænsede sol betød, at mange mennesker blev hjemme i den varme dagligstue - men alligevel er Henrik Magelund, arrangør og formand for Gilleleje Handels- og Turistforening, tilfreds med musikugen, der bød på alt fra jazz til danske 50'er hits over afslutningskoncerten torsdag med Alberte Winding.
“Sommervejret taget i betragtning har det været en god uge. Da vi endelig fik en hæderlig sommeraften i torsdags, kom der også mange mennesker. Og dér var vejret ikke engang specielt godt. Men vi har klart mærket, at der har været en interesse for det her. Og vi skal jo nok få nogle varme sommeraftener i fremtiden. Så vi er her helt sikkert også til næste år,” siger han.
Henrik Magelund fortæller, at de i august vil se på, hvordan næste års Musikuge skal se ud.
“Vi har varmet op til Gilleleje Festivalen og gav torsdag stafetten videre til dem, så de kunne slutte ugen godt af. Nu begynder vores evaluering af det hele - men vi tager en masse positive ting med videre. Især opbakningen har været overvældende. Så vi lader os ikke skræmme af lidt regn,” slutter han.