Grupper skød efter hinanden fra biler og scootere
Østjyllands Politi efterlyser vidner efter skyderi i Herredsvang
I et godt stykke tid har Aarhus været forskånet for skudepisoder i forbindelse med bandekonflikten, men søndag aften var den gal igen. Politiet er dog ikke sikker på, at skyderiet har noget med bandekonflikten at gøre.
Klokken 21.31 modtog politiet en anmeldelse, om at der var blevet affyret flere skud mellem to grupper, hvoraf flere personer var maskerede.
Episoden fandt sted i nærheden af Kappelvænget, Torpevænget og Rydevænget i Aarhus Vest, og politiets undersøgelser på stedet bekræftede, at der havde været et skyderi.
Flere vidner fortalte om skyderi mellem to grupper, der kom kørende i biler og på scootere.
Omkring gerningsstedet traf politiet fem personer, der viste mistænkelig adfærd. På baggrund af vidneudsagnene, fund på stedet og de fem personers adfærd, blev alle fem anholdt og sigtet i sagen. De bliver dog formentligt alle løsladt mandag formiddag.
Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der så skyderiet eller mistænkelige personer i området søndag aften.
"Efterforskningen skal nu klarlægge episoden nærmere, og det vil være en stor hjælp, hvis eventuelle vidner henvender sig. Ingen af de anholdte har banderelationer, men det er klart, at efterforskningen blandt andet skal vise, om skyderiet kan have noget at gøre med den verserende bandekonflikt i Aarhus Vest. Det har vi pt. ingen oplysninger om," siger politiinspektør René Raffo.
Du kan ringe 114, hvis du har oplysninger om episoden.
dp