Fortsæt til indhold

Flisfyring er en blindgyde

Samfund
Af Maria Temponeras, medlem af Byrådet for Enhedslisten og kandidat til kommunalvalget, Bjedstrupvej 19B, Bjedstrup, 8660 Skanderborg

orleden vedtog et næsten enigt udvalg for miljø og Plan i Skanderborg kommune, at to nye boligområder i Ry, nemlig Kildebjerg Øst, skal tilsluttes Ry Varmeværk og dermed forsynes med varme fra flisfyring.

Vi kunne i stedet have besluttet at hvert hus skulle bruge varmepumpe, enten jord til luft, også kendt som jordvarme, eller luft til luft. Det ville være drevet af el, som indenfor få år i Danmark kan være 100% vedvarende energi, der ikke udleder CO2. Endnu bedre ville det være, hvis Ry Varmeværk satsede bæredygtigt, og planlagde varme fra vedvarende energi til hele Ry.

I protest og for at få sagen frem i lyset stemte jeg imod beslutningen som den eneste, men paradoksalt nok vidste hele udvalget godt, at de tog en ufornuftig og kortsigtet beslutning i forhold til klimaet. Problemet er, at statens i regnemetode for CO2-udledning tæller flis for nul, så hvis vi havde nedstemt tilslutningen til flisfyring, ville vores vedtagelse senere blive underkendt af staten, og tilslutningen ville under alle omstændigheder blive en realitet.

På den måde er vi i byrådet tvunget af regeringens politik til at fortsætte med bind for øjnene ud af vejen mod klimakatastrofen, og brænde træ for at lave varme. Flisfyring bliver markedsført som CO2 neutralt, fordi træer jo også binder CO2 når de gror, men reelt medvirker flisfyring til den globale opvarmning.

Flisfyring indføres lige nu mange steder i Danmark som erstatning for kul, men det er en dårlig erstatning. Udledningen fra forbrændingen sker på en gang, mens træers optagelse sker igennem årtier. Hvis vi skal afværge de værste klimaforandringer, skal vi nedsætte vores CO2-udledning akut, og kan ikke regne i årtier.

Der er også andre problemer med flisfyring. Intentionen er godt nok at fyre med træ, der allerede er væltet i storme, men når hele Danmark gerne vil bruge det, kommer det hurtigt til at skulle erstattes af fx fældet træ fra Baltikum og Rusland.

I de baltiske lande fældes urskov for at forsyne Europa med træpiller, og det udleder en stor mængde CO2, samtidig med det ødelægger naturområder og er et hårdt slag mod den i forvejen ekstremt amputerede europæiske biodiversitet. Prisen på flis vil derudover sandsynligvis stige med den øgede efterspørgsel, så økonomien i de nye flisfyrede værker er også tvivlsom.

Jeg ville ønske Skanderborg kommune stod forrest i et kommunalt oprør mod statens forældede og klimadestruktive regler og regnemetoder, og styrede skarpt ind på vejen til akut omstilling til bæredygtighed, både med hensyn til elproduktion, varme, transport og forbrug.

Jeg håber vi i Enhedslisten får mere at skulle have sagt i det nye byråd, så vi kan komme i gang med den forandring, der skal til.