Fortsæt til indhold

Letbanens testkørsler kan skabe længere ventetid i lyskryds

Som en del af Letbanens testkørsler skal lysreguleringerne i flere af byens vejkryds justeres om

Samfund
Arkiv

Aarhus Letbane trækker på bilisternes tålmodighed i flere vejkryds i Aarhus i disse dage.
Forklaringen er, at testkørslerne af de nye letbanetog også bruges til at justere lysreguleringen i de vejkryds, som Letbanen passerer på strækningen mellem Aarhus H og Universitetshospitalet i Skejby.
"Det er en kompliceret opgave, som vores leverandør arbejder på i disse uger. Lysreguleringerne skal justeres, så de både sikrer, at letbanetogene kommer hurtigt gennem byen, og at bilisterne kommer til at holde for rødt i så kort tid som muligt," forklarer Aarhus Letbanes anlægschef, Jørgen Hansen, i en pressemeddelelse.
Mens justeringen foregår, kan bilisterne i Aarhus komme til at opleve, at de må holde usædvanligt længe for rødt, mens toget passerer. Faktisk kan vejsignalerne udløse rødt lys både to og tre gange i træk.
"Det er naturligvis ikke optimalt, og vi beklager de gener, som det medfører for bilisterne. Vores leverandør arbejder på højtryk for at justere lyssignalerne ind, og vi forventer, at arbejdet er overstået i den første uge af september. Vi må altså bede bilisterne om at have tålmodighed med os et par uger endnu. Men testarbejdet er nødvendigt, for at vi kan lave en løsning, som kommer til at fungere godt for både bilister og Letbanen," siger Jørgen Hansen.
Han understreger, at trafiksikkerheden er i orden.
"Ventetiderne er naturligvis irriterende, men respekterer man lyssignalerne og færdselsloven i øvrigt, så sker der ikke noget i forbindelse med arbejdet med at justere signalanlæggene. Det afgørende er, at man ikke mister tålmodigheden og kører over for rødt."