Se regentparret ankomme til Aarhus
Mere end 100 mennesker var fredag middag mødt op på Honnørkajen for hilse regentparret velkommen til Aarhus, da Kongeskibet Dannebrog anløb Aarhus Havn
Den midlertidige Honnørkaj, Kaj 12, dannede fredag middag ramme om Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Hans Kongelige Højhed Prins Henriks ankomst Aarhus, hvor regentparret traditionen tro skal holde deres sommerferie på Marselisborg Slot.
Det havde fået flere aarhusianere og andet godtfolk på havnen for at byde regentparret velkommen til Aarhus. Blandt andet horsensianerne Tessa Sørensen og Pernille Nielsen.
"Lige i dag er vi royale," griner pigerne samstemmigt og tilføjer:
"Vores veninde er med i Marinehjemmeværnets fanekommando, så det er primært for at bakke hende op, der har trukket os til Aarhus i dag, men det er da spændende at se Dronning Margrethe og Hans Kongelige Højhed Henrik. Det har vi aldrig prøvet før," siger Tessa Sørensen, der er 40 år.
Spansk besøg
Til at hilse regentparret velkommen var også en del turister. Blandt andet Mariona Caus, der til dagligt læser på Aarhus Universitet. Her havde den herboende spanier taget hendes venner fra Barcelona med på havnen for at hilse kongeparret velkommen til Aarhus.
"Vi er her, fordi vi er nysgerrige. Kongehuset i Spanien er ofte i modvind, men i Danmark har regentparret et ret godt ry, er min fornemmelse," siger Mariona Caus.