Aarhus nomineret til at blive årets Innovationshovedstad
Aarhus blandt ti finalister til betydningsfuld innovationspris
De fornemme hovedstads-titler strømmer til den jyske hovedstad.
Aarhus er lige nu Europæisk Kulturhovedstad, bliver Frivillighovedstad i 2018, og nu har byen også mulighed for at vinde den prestigefyldte titel som Europæisk Innovationshovedstad 2017, oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Vinder man, indbringer den en pris på en million euro svarende til mere end syv millioner kroner.
”Aarhus består af vidensinstitutioner, virksomheder, borgere og kommune – og det er det tætte samarbejde og relationerne her imellem, der gør os til en stærk, innovativ by. Derfor ligger der i nomineringen til iCapital2017 en stor anerkendelse af det fælles arbejde i byen. Det kan vi alle være stolte af,” siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).
Aarhus er nomineret for sin evne til at give borgerne ansvar og inddrage dem i beslutningsprocesser, udvikling af social velfærd og for at eksperimentere med innovative koncepter og teste nye teknologier.
Og så er byen hjemsted for Center for Innovation og SmartAarhus, som er et forsøgslaboratorium, der tester nye og effektive løsninger på udfordringer, der deles af mange byer verden over.
"Det er ekstremt flot, at Aarhus er med i opløbet om den fine pris. Innovation er en vigtig dagsorden i kommunen. Det er helt afgørende for vores velfærdssamfund, at vi hele tiden har fokus på at gøre ting smartere. Det er nødvendigt, hvis vi også i de kommende år skal kunne hjælpe de borgere, der har brug for hjælp," siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad.
I alt 32 byer har indsendt ansøgninger til konkurrencen, og Aarhus er nu blandt de 10 finalister.
Med i kampen om titlen er også København, Berlin, Helsinki, Nice, Paris, Tallinn, Tampere, Tel Aviv og Toulouse. Vinderen bliver kåret den 7. november i Lissabon.
Anden- og tredjepladsen modtager hver en pris på 700.000 kroner. Amsterdam vandt i 2016 og Barcelona i 2014.
dp