Fortsæt til indhold

Rønde Sparekasse i fortsat fremmarch

Starten på 2017 har været over al forventning. Slutfacit før skat i årets første seks måneder på cirka 8 mio. kroner

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Det kører i olie for Rønde Sparekasse. Starten på året har været ovenud god med et historisk stort overskud – resultatet før skat udgør således i 1. halvår af 2017 cirka 8 mio. kroner mod cirka 5,5 mio. kr. i tilsvarende periode i 2016 – en stigning på 45,7 procent.

”Det er meget tilfredsstillende,” lyder det fra sparekassedirektør Ole Bonde.

Han understreger, at halvårsregnskabet er et øjebliksbillede pr. 30. juni 2017, der bygger på stigende kursreguleringer og faldende nedskrivninger.

300 nye kunder

Sparekassedirektøren glæder sig allermest over en tilgang af 300 nye lokale kunder, hvoraf 50 er erhvervskunder, samt en støt stigende basisindtjening på 615.000 kroner, der er en stigning på 10 procent sammenlignet med året før.
Basisindtjeningen er resultatet før kursreguleringer, nedskrivninger og skat.

”Den stabile udvikling, baseret på tætte relationer, det er det, vi driver sparekassen på, og her taler tallene sit tydelige sprog,” siger Ole Bonde.

Sparekassedirektøren forventer, at flere kunder og øget aktivitet kan være med til at sikre en basisindtjening samlet set i 2017 på 12 til 14 mio. kroner.

”Sammenligner vi os med andre pengeinstitutter af samme størrelse, ligger vi i den høje ende på basisindtjeningen. Vi er ikke dyrere, men gode til at samle kundernes forretninger (fx Totalkredit og Privatsikring, red.) hos os, hvilket giver os mulighed for at give dem en helhedsrådgivning, der både er til fordel for kunden og styrker vores indtjening.”

Pladsen trang

Den øgede aktivitet har også betydet en forøgelse af medarbejderstaben, og derfor går Rønde Sparekasse nu i gang med den tredje ombygning siden 2013.

Baghuset, der i dag bruges til mødelokale, renoveres og moderniseres til en splinterny erhvervsafdeling.

Rønde Sparekasse beskæftiger i dag 19 medarbejdere, heraf fire i erhvervsafdelingen.

Pladsen trang

Rønde Sparekasse kan i 2018, nærmere bestemt 25. august 2018, fejre sit 150-års jubilæum.
Hvordan jubilæet skal markeres er indtil videre en stor hemmelighed, men sparekassedirektøren kan godt løfte sløret for, at det flotte jubilæum ikke kun fejres på dagen, men hen over hele året.

Ole Bonde lover, at den traditionelle årskalender for 2018 vil byde på en masse spændende, sjove og anderledes indslag som opvarmning til årets clou i 2018, selve jubilæumsfesten.