"Det er VIRKELIG mange mennesker, der ser med"
28-årige Nipuni Julie Jakobsen charmerer dommere og seere i dette års udgave af det populære DR-program
Når sjette sæson af Den Store Bagedyst løber over skærmen 4. oktober, så er der lokalt islæt blandt de ti amatørbagere.
28-årige Nipuni Julie Jakobsen fra Ry, nu bosiddende i Aarhus C, har sneget sig med i deltagerfeltet i det populære program.
Faktisk var hun tæt på at komme med i sidste års program, hvor hun var blandt de 24 tilbageværende i casting-runden, men her blev hun sorteret fra til sidst.
I år lykkedes det dog at nå gennem nåleøjet.
"Jeg meldte mig til Den Store Bagedyst fordi, jeg tænkte, det kunne være sjovt at bage med nogen, der har samme interesse. For jeg kender faktisk ikke rigtig nogen, der går op i at bage søde sager. Og så syntes jeg, at programmet så enormt hyggeligt ud," forklarer den unge kvinde, der har klaret forårets bagedyst-optagelser på Clausholm Slot nær Hadsten sideløbende med sit markedsføringsøkonom-studie på Erhvervsakademi Aarhus.
"Det tager rigtig meget af ens tid, når man er i det. Jeg tænkte ikke på andet end kage - både når jeg stod op om morgenen og gik i seng om aftenen. Men det gør ikke noget, når det er ens hobby. Det har været vildt sjovt og hyggeligt. Folk er så søde, og DR-folkene, som har lavet det i mange år, er virkelig professionelle," siger den storsmilende deltager, som oftest bare kaldes 'Nip'.
LÆS OGSÅ: Romkugler skuffede dommerne
'Nip' flyttede til Aarhus for halvandet år siden, efter at have arbejdet som rejseguide i Mexico, Thailand, Spanien og Tyrkiet i tre og et halvt år.
Det var først hér, at passionen for at bage opstod.
"Jeg har ikke bagt nær så lang tid som nogen af de andre deltagere, der er sindssygt dygtige. Jeg er faktisk nok den, der har bagt i kortest tid," forklarer hun og fortæller, at det er studiekammerater, venner og familie, der nyder godt af hendes hobby.
"Det er de ikke utilfredse med," griner hun.
Kan slet ikke lave mad
Ifølge 'Nip' selv er hun meget perfektionistisk og har sin klare styrke i det visuelle, hvilket også tydeligt fremgår af opskrifter på hendes blog og billederne på hendes Instagram-profil.
Men ligeså god hun er til det søde køkken, ligeså dårlig erklærer hun sig at være i det salte.
"Jeg bager ikke brød, og jeg laver næsten overhovedet ikke mad. Jeg kan slet ikke lave mad, så jeg spiser ofte ude eller har andre til at lave mad for mig," griner hun, før snakken falder på, hvor stort det er at være med i en seersucces som Den Store Bagedyst.
I gennemsnit ser en million dansker med hver onsdag, når programmet sendes i bedste sendetid på DR1.
"Det er vildt at tænke på, at næsten en sjettedel af befolkningen ser med. Det er VIRKELIG mange mennesker, men det tænker man heldigvis ikke over, når det bliver optaget."
LÆS OGSÅ: Slagterpar åbner nyt burgersted på Trøjborg
Hvad den slags bevågenhed bringer med sig, har hun ikke gjort sig de store overvejelser om endnu.
"Det er svært at sige, hvordan det bliver. Programmerne er jo optaget, men det bliver spændende at se, hvad der sker, når de bliver vist. Jeg tager det, som det kommer. Det kunne da være fedt at få et eller andet ud af det på sigt. Hvad det skulle være, ved jeg ikke, men først og fremmest meldte jeg mig for at bage med andre, og fordi jeg er et mega konkurrencemenneske."
Nipuni Julie Jakobsen må desværre ikke afsløre noget som helst om, hvad der sker i programmet, men sikkert er det, at vi kan følge hende i de to første afsnit, der i år varer halvanden time. Det først er i slutningen af afsnit to, at en af bagerne skal forlade programmet.
| B I R T H D A Y B A S H ???? Jeg har lavet kagebord en del gange, men det jeg har lavet til min fødselsdagsfest i dag er det STØRSTE hidtil. Jeg har inviteret mine allerbedste piger til kagebord og bobler, og derfor skal der intet mangle. Måske er 8 forskellige lige i overkanten, men jeg kan jo SÅ godt li' kage at jeg ikke kunne bestemme mig for hvad det skulle være ???? #nipunijulie #birthday #fødselsdag #kagebord #kage #cake #dessert #ingenbegrænsninger
Et opslag delt af Nip ? (@nipunijulie) den 16. Sep 2017 kl. 5:49 PDT
| B r e a k f a s t I n B e d ?? Hasselnødbund, brombærgele, chokolademousse, karamelglaze og et stort brombær på toppen .. Godkendt morgenmad! ???? #nipunijulie #chocolate #callebaut #mirrorglaze #caramel #blackberry #hazelnut #cake #kage #dessert
Et opslag delt af Nip ? (@nipunijulie) den 9. Sep 2017 kl. 12:14 PDT
| B a i l e y s B r o w n i e ?? I går prøvede jeg mig frem med Baileys, Nutella og cappucino chokolade OG det er da en kombination som jeg slet ikke er færdig med. I min studiegruppe er vi derfor igang med at spise denne nu ?????? #nipunijulie #baileys #baileyscake #nutella #brownie #cappucino #chocolate #callebaut #cake #kage
Et opslag delt af Nip ? (@nipunijulie) den 31. Aug 2017 kl. 3:29 PDT
| B I R T H D A Y B O M B ! ?????? Der er ikke rigtigt nogen som vil lave fødselsdagskage til mig, så jeg måtte lave min egen ?? Til gengæld kunne jeg så lave mig selv den mest overdådige af slagsen, fyldt med bær, Baileys og CHOKOLADE! ?? #nipunijulie #birthday #cake #kage #fødselsdag #baileys #chocolate #callebaut #ferrerorocher #dumle #toffifee #callebautinspiremedk
Et opslag delt af Nip ? (@nipunijulie) den 7. Sep 2017 kl. 1:19 PDT