Sådan kan du som studerende spare penge i Aarhus
Tre kammerater fra Esbjerg er i Smilets By gået sammen om at lave en helt ny online-platform med rabatter til studerende
StudentOffer er skabt af de tre kammerater, 24-årige Nichlas Winther Mortensen, fætteren 23-årige Mathias Ruby Mortensen og 20-årige Frederik Haldrup Pedersen, der kom til Aarhus fra Esbjerg for at studere.
LÆS OGSÅ: Sjæl, sjov og spiritus: Gin-venner vil være verdens bedste
De synes, der manglede et sted, hvor de kunne blive oplyst om, hvor der er rabatter at hente som studerende.
”Vi ville gerne skabe en platform, hvor vi er i tæt kontakt med de studerende, og hvor vi kunne lave fede rabatter til dem,” siger Nichlas.
Med hjælp fra Studentervæksthuset og nogle gode idéer, så lykkedes det de tre at skabe sitet studentoffer.dk, hvor omkring 70 virksomheder i skrivende stund er med, og det er både fysiske butikker i Smilets By samt diverse websites.
”Vores mål er helt klart, at vi skal være i hele Danmark, og inden året er omme, har vi et mål om, at der skal være 100-200 studierabatter, og at vi næste år rykker til København, Odense og Ålborg samt får etableret en app,” lyder det fra de tre iværksætter-gutter.
I Studentervæksthuset har de lært en masse om, hvordan man driver forretning, og deres vejleder Xenia Doffy Obel har været en god hjælp for dem. Det har også været vigtigt for dem at definere deres roller i virksomheden, så hver især har nogle arbejdsområder, som de har ansvaret for. Derfor beskæftiger Mathias sig primært med kundepleje, kundeservice samt statistikker, mens Nichlas primært står for salg og Frederik for økonomi, regnskaber og administration.
Esbjerg er drømmen
Som de vestjyder, de nu engang er, så er den store drøm også at komme til hjembyen Esbjerg, hvor den populære hjemmeside, Nicehair.dk allerede er i folden hos studentoffer.dk.
Med deres arbejdsiver og entusiasme omkring virksomheden, er der da også gode muligheder for, at de får bredt kendskabet ud til mere end Aarhus.
”Vi har i hvert fald den rigtige indstilling. Vi gider godt – også om søndagen. Det er en hjertesag for os, og vi bruger næsten alle vores vågne timer på StudentOffer,” lyder det fra Frederik.
Venskab på prøve
Det er fætrene Mathias og Nichlas' farfar, som var iværksætter, der har inspireret dem til at kaste sig ud i at blive selvstændige. Fætrene har nemlig altid drømt om at have deres eget.
”Vi har altid haft en masse idéer, som vores forældre var gode til at skyde ned, men så fik Nichlas tanken om StudentOffer. Vi tog Frederik med, og så skete der noget,” siger Mathias med et grin.
For grinene og smilene er mange blandt trekløveret. Men til tider kan det også gå mere alvorligt for sig, og derfor har de haft brug for at lægge en plan for, hvordan de holder deres livslange venskab og forretning adskilt.
”Vi kan godt blive rigtig irriterede på hinanden, så vi har aftalt at sige tingene til hinanden, så vi ikke ødelægger vores venskab, for det er vigtigt for os,” siger Niclas.
Det stærke venskab og de høje ambitioner gør også, at drengene tør drømme stort.
”Vi drømmer om at leve af det her og tjene mange penge på det. Og så drømmer vi også om at komme til udlandet med vores koncept,” siger Mathias.
Alle de penge trekløveret har tjent ind til videre, smider de i firmaet, så der er mulighed for at udvikle det.
De tre gutter har for nylig taget endnu en kammerat med ombord, nemlig Kasper Skov, og han er naturligvis også fra Esbjerg.