Nu fortsætter udviklingen på Godsbanen
Udviklingsplanen for Godsbanearealerne er godkendt af byrådet, og området er nu klar til næste fase af omdannelsen til en ny, blandet bydel. Planen bliver i løbet af efteråret fremlagt på et borgermøde, oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse
Aarhus Byråd godkendte onsdag udviklingsplanen for Godsbanearealerne og gav dermed grønt lys til, at udviklingen i den første, nordlige etape af området kan afsluttes. Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Det indebærer, at en række arealer udbydes til henholdsvis bolig-, erhvervs- og butiksformål, ligesom bydelens første parkeringshus etableres.
”Godsbanearealerne har et stort potentiale, som vi med godkendelsen af udviklingsplanen nu kan få realiseret. Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet og til at fortsætte det gode samarbejde med Institut for (X) og områdets andre aktører i det nye bydelskontor,” siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø, i pressemeddelelsen.
Udviklingsplanen sikrer, at Institut for (X) kan blive i området, ligesom den betyder, at der bliver etableret et såkaldt bydelskontor, der med deltagelse af områdets brugere får til formål at understøtte det ønskede byliv.
Aarhus Kommune vil i løbet af efteråret fremlægge udviklingsplanen på et borgermøde, der afholdes i samarbejde med bydelskontoret. Tidspunktet for borgermødet er endnu ikke fastlagt.
”Jeg synes, udviklingsplanen er meget lovende, og jeg glæder mig til at vise planen frem for aarhusianerne og til at diskutere de kommende byggerier, byrum og byliv med dem,” siger Stephen Willacy, stadsarkitekt i Aarhus Kommune, i pressemeddelelsen.
jwh