Badning frarådes på populær badestrand
Jacob Nielsen
Det blå flag er pillet ned fra den populære Lakolk Strand på Rømø, efter en vandprøve i weekenden har vist et forhøjet indhold af colibakterier i badevandet. Derfor frarådes al badning ved Lakolk indtil videre. Det oplyser Tønder Kommune på sin hjemmeside.
Grænseværdien for forekomst af colibakterier er 1.000 enheder. Målingen viste, at grænseværdien er overskredet med 5.000 enheder. Årsagen til forureningen er ukendt.
Kommunen oplyser, at man indenfor de kommende dage vil foretage en ny prøve, og resultatet af den ventes at foreligge midt på ugen.