Fortsæt til indhold

Børn skal skrive om kultur i kommunen

Kulturskolen i Skanderborg starter mediehold for unge med en journalistspire i maven

Samfund
Arkiv

Kulturskolen Skanderborg udvider nu undervisningstilbudet med et mediehold for journalist- og medieinteresserede. Holdet, der kaldes 'Presselogen', er for 11 til 16-årige og har fokus på, at unge formidler kulturoplevelser til andre unge.

Det er journalist Line Riiskjær Høi, der står for idé og undervisning i Kulturskolens Presseloge.

”Idéen med holdet er, at unge med en journalistspire i maven får redskaber og sjove erfaringer med at skrive og formidle virkelighedens historier i ord, billeder og video. Da vi er en del af Kulturskolen, bliver udgangspunktet historier fra ung til ung om kultur og hvad, der rører sig. Hvis deltagerne i 'Presselogen' får andre gode idéer, så forfølger vi selvfølgelig dem sammen. Det bliver både sjovt og lærerigt,” fortæller Line Riiskjær Høi i en pressemeddelelse til Lokalavisen.

Hver uge

Holdet mødes hver torsdag eftermiddag på Kulturskolen, hvor der eksperimenteres med grundlæggende medie- og journalistværktøjer på en sjov måde. Der vil også være rigtige presseopgaver til Kulturskolens egne arrangementer i hele kommunen samt andre arrangementer, som bliver bragt i forskellige medier og på Kulturskolens egne platforme. Alle 11 til 16årige med lyst til journalistik er velkomne.