Kulturministeren er imponeret over Det Grønne Museum
Det var en særdeles veloplagt og nysgerrig kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), som fredag fik lov at komme på rundtur på Gammel Estrup og Det Grønne Museum.
Her kunne hun ved selvsyn se, hvordan den omfattende fusion af Dansk Landbrugsmuseum og Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum indtil videre fungerer, og det gjorde indtryk på ministeren, hvordan folkene bag museet allerede har formået at iscenesætte en relevant og håndgribelig formidling.
"Det er en kæmpe oplevelse. Det viser, hvordan man i den grad kan tale til sanserne ved at bygge tingene op. Både på Gammel Estrup og på Det Grønne Museum, hvor man har samlet noget, som dels minder os om vores historie, men også fortæller os noget om, hvordan tingene er i dag i forhold til det, vi kommer fra," siger Mette Bock og fortsætter:
Og besøgstallene viser også, at det er populært. Man kan selv få fingre i tingene her, så man ikke bare står som passiv tilskuer og kigger på. Jeg synes, her er så perspektivrigt."
Kun ét sted i Danmark
Det var ved årsskiftet, at de to museer officielt smeltede sammen og blev til Det Grønne Museum. Selve den praktiske del er dog langt fra overstået endnu, og arbejdet med at flytte genstandene fra Hørsholm, hvor Jagt- og Skovbrugsmuseet lå, forventes først færdig til sommer.
Til den tid forventer Mette Bock imidlertid, at man så står med et ganske unikt museum.
"Sådan et sted som Det Grønne Museum, det er noget, der kun kan været et af i Danmark. Vi har jagt og landbrug og så videre samlet ét sted, og det synes jeg giver en kæmpestor oplevelse. Det her bliver noget, der tiltrækker mennesker. Ikke kun fra Danmark, men også internationalt," vurderer kirke- og kulturministeren.