"Vi er vildt glade og beærede"
"Det er da fedt at vide, at politikerne påskønner det arbejde, vi lægger for dagen;" siger direktør Lars Godbersen
Fredag blev en glædens dag i den vestlige del af Aarhus, hvor Flying Superkids holder til.
Her blev det nemlig officielt, at de dygtige gymnastikfolk fremover kan regne med tilskud fra kommunen.
LÆS OGSÅ: Eskelund bliver ny koncertplads: Viby-borgere raser
Partierne - alle bortset fra Nye Borgerlige - bag budgetforliget for de kommende fire år er blevet enige om at permanentgøre det årlige tilskud til Flying Superkids på 250.000 kroner fra 2018 og frem.
"Vi vidste godt, at vi var med som forslag til forhandlingerne, men vi var slet ikke sikre på, at det ville ende med en permanentgørelse af vores tilskud. Det er vi vildt glade og beærede over," lyder det fra direktør Lars Godbersen, da Lokalavisen Aarhus overbringer ham nyheden.
Han og holdet er netop hjemvendt efter en tur til Bangkok, hvor man blandt andet optrådte med den verdenskendte Bolsjoj-balletten.
"Det er ingen hemmelighed, at der i mange år har været megen usikkerhed om, hvorvidt kommunen ville og kunne støtte Flying Superkids eller ej, så vi er superglade og pavestolte over den nyhed."
LÆS OGSÅ: Lars Boje Mathiesen har forladt forhandlingerne: "Økonomiplanlægningen er uansvarlig"
Lars Godbersen lægger ikke skjul på, at tilskuddet efter hans mening er velfortjent.
"I starten af årtusindet, mener jeg, blev der lavet en undersøgelse af, hvor stor en brandingværdi Flying Superkids har for Aarhus, og dengang var estimatet i omegnen af syv millioner kroner. Siden har vi fordoblet vores tilskuertal, så det skulle undre mig, om værdien ikke var markant højere nu," siger han og forklarer, at pengene falder på et tørt sted.
"250.000 kroner kan lyde af lidt for nogen, men for os betyder det enormt meget. Helt konkret betyder det jo, at vi eksempelvis fortsat kan afholde det årlige show, hvor vi sammen med Idrætssamvirket Aarhus hylder de aarhusianske idrætsforeninger og inviterer 500 frivillige til en fed aften."
LÆS OGSÅ: Budget-forlig: Bering-Bedervejen står allerede klar i 2022
For Lars Godbersen er det dog især signalværdien, der er vigtig.
"Jeg får nok høvl af mit 'sidekick', der står for økonomien, når jeg siger det, men for mig betyder anerkendelsen mindst lige så meget som det økonomiske. Det er da fedt at vide, at politikerne også påskønner det arbejde, vi lægger for dagen."