Nu er Vinnies gode samaritaner fundet
Manden, der hjalp bevidstløs kvinde i Tilst, har taget kontakt til datter
Tirsdag skrev Lokalavisen Aarhus en artikel om 35-årige Jani Haugaard Sørensen, der efterlyste den mand, der fredag hjalp hendes 58-årige mor, Vinnie Haugaard Sørensen Andersen.
Moren faldt bevidstløs om i Bilka-krydset i Tilst. Flere bilister kiggede bare, men en enkelt mand holdt ind til siden og hjalp Vinnie, der ved faldet slog sit ansigt hårdt ned i asfalten.
LÆS OGSÅ: VINNIE BESVIMEDE I BILKA-KRYDSET: NU EFTERLYSER DATTER DEN MAND, DER GAD HJÆLPE
Manden efterlyste datteren via sin Facebook-profil, da hun gerne ville takke ham for hjælpen og høre, om han kunne fortælle, hvad der skete den fredag formiddag.
En masse mennesker delte Jani Haugaard Sørensens efterlysning på Facebook, og Lokalavisen Aarhus' artikel om sagen blev da også delt flittigt på det sociale medie.
Og det endte med, at netop artiklen gjorde udslaget, fortæller datteren.
"Manden er fundet, og jeg skal mødes med ham fredag. Det var en veninde til hans kone, som havde set den efterlysning, I lavede. Tusind tak for hjælpen," skriver Jani Haugaard Sørensen til Lokalavisen Aarhus og oplyser i øvrigt, at hendes mor stadig er lidt øm efter faldet, men efter omstændighederne har det godt.