Tirstrup har fået et super sportsanlæg
Ny kunstgræsbane, multibane og padel tennisbane til Idrætsefterskolen er også en gave til Tirstrup
Tirstrup Idrætsefterskole kunne i sidste uge indvie sit spritnye og særdeles flotte anlæg: kunstgræsbane, der kun er indhegnet bag målene og fra baglinjen og ud til straffesparksfeltets grænse på siderne, supermoderne multibane med plads til håndbold, basketball m.m. og padel tennisbane. Anlægget er en perle, som også byen og oplandet nok skal få glæde af.
Mest selvfølgelig de 114 unge, der efter sommerferien er startet på skolen i august 2017. Skolen har plads til 120 elever.
Ikke noget at sige til, at Tirstrup Idrætsefterskoles leder Jesper Ø. Pedersen er en glad og stolt mand efter et langt forløb, der blev forsinket, da Tirstrup Vandværks placering lige bag skolen pludselig gjorde processen længere end ventet.
Kunstgræsbaner er nemlig typisk bygget af genbrugsbildæk, som afgiver nogle giftige stoffer til grundvandet, og det er særligt et problem, når der tappes drikkevand så tæt på.
Derfor var man nødt til at kigge på alternative løsninger for at undgå. at giftige stoffer fandt vej til grundvandet.
“Syddjurs Kommune har været yderst hjælpsomme og konstruktive at samarbejde med, og nu har vi langt om længe fået vores anlæg. Det bliver godt, ” forsikrer Jesper Ø. Pedersen, forstander på Tirstrup Idrætsefterskole.
Investering til 7 mio.
Alle regninger er ikke betalt endnu, men forstanderen forventer, at det samlede anlæg kommer til at koste i omegnen af 7 mio. kroner.
“Vi har sparet op til anlægget og har glædet os længe. Det er et løft til skolen, men så sandelig også til Tirstrup by. Vi har i forvejen et godt samarbejde med byens handelsliv og foreninger, og vi håber selvfølgelig også, at andre end vores elever får glæde af anlægget, selvom vi naturligvis kommer til at bruge det mest, men fra slutningen af juni og til midten af august er Idrætsefterskolen jo lukket ned, og her skal anlægget ikke bare ligge dødt hen,” siger Jesper Ø. Pedersen.
Kolind-Perstrups førstehold i Serie 1 tog forleden banen i brug til en turneringskamp, da klubbens eget anlæg var hårdt ramt af vandmasserne og ubrugeligt at spille på.
“Økonomien er dog ikke baseret på, at vi skal leje vores kunstgræsbane ud, men selvfølgelig kan andre klubber benytte den, når vi ikke selv skal bruge den,” understreger Jesper Ø. Pedersen.
Jesper Ø. Pedersen har ikke tænkt sig at stoppe her. En MTB-bane er også projekteret, ligesom han har andre og store planer, der rækker lidt længere ud i fremtiden. Dem vil han dog gerne vente med at præsentere for offentligheden.