"Det har jeg ingen kommentarer til"
Bestyrelsesformand for Aarhus Letbane, Johnny B. Hansen, vil ikke kommentere på, at Nye Borgerlige vil have ham afskediget
Sent i går aftes kunne Lokalavisen Aarhus fortælle, at Ny Borgerlige ikke længere har tillid til Johnny B. Hansen som bestyrelsesformand for Aarhus Letbane.
"Formanden har ganske enkelt ikke levet op til sit ansvar og orienteret bestyrelsen på ansvarlig vis. Når en formand forholder visse medlemmer så vigtig viden, som tilfældet er her, så har jeg, som repræsentant for borgerne, mistet tilliden. Og derfor har jeg ikke andet valg end at indstille til afskedigelse," lød det fra Lars Boje Mathiesen, byrådsmedlem for Nye Borgerlige.
Lokalavisen Aarhus har her til morgen forsøgt at få en kommentar fra bestyrelsesformanden angående mistilliden fra Nye Borgerlige. Johnny B. Hansen skriver i en mail, at han ikke har nogen kommentarer til Lars Boje Mathiesens udtalelser, og desuden var han ikke bekendt med mistilliden, før avisen informerede ham om den.
Tidligere har han dog overfor TV2 Østjylland udtalt, at han erkender sin del af ansvaret.
"Der er ikke andre end bestyrelsen i Aarhus Letbane, der har et ansvar. Vi har det fulde ansvar for, at vi er kommet i den her situation, og det bryder vi os ikke om, men det er sådan, det er," udtalte han søndag til TV2 Østjylland.