Fortsæt til indhold

Aarhus i historisk samarbejde med afrikansk by

Med underskriften rykker Aarhus og Tshwane tættere sammen i retning af et myndighedssamarbejde imellem byerne

Samfund
Arkiv

Forbundet via en Skype-forbindelse har Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard og Tshwane-borgmester Solly Msimanga i fællesskab underskrevet aftalen, der støber fundamentet for videre samarbejde og udvikling imellem de to byer. Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
”Samarbejdet i Sydafrika handler grundlæggende om at overføre de mange gode erfaringer og tekniske løsninger, som Aarhus gennem årene har høstet på byudviklingsområdet, og bruge dem til at løfte en by og et område, der er i rivende udvikling. Det er en mulighed for at få afprøvet nogle af de løsninger, vi selv arbejder på, og se dem udrullet i stor skala. Og der er selvfølgelig også et betydeligt forretningspotentiale for vores lokale erhvervsliv i samarbejdet,” fortæller borgmester Jacob Bundsgaard (S) i pressemeddelelsen.
Det primære fokus i myndighedssamarbejdet med den sydafrikanske by Tshwane er bæredygtig byudvikling og byplanlægning, men ligeledes er der fokus på, at det kan komme til at omfatte forretningsudvikling, jobskabelse, boligudbygning, vandforsyning, spildevand, grøn energi, landbrug og fødevaresikkerhed.
Myndighedssamarbejdet er delt i to projekter; det igangværende forprojekt af 1 års varighed, der hviler på en bevilling på en million kroner fra Udenrigsministeriet, og det egentlige tre-årige hovedprojekt, som ligeledes finansieres igennem en bevilling på fem millioner kroner fra Udenrigsministeriet. Pengene skal især bruges til frikøb af de medarbejdere fra Aarhus Kommune, særligt Teknik og Miljø, der i en periode skal arbejde med kapacitetsopbygning og videns-overførsel, men skal også dække rejseudgifter, konsulenter og mere. Det skriver kommunen i pressemeddelelsen.
Udenrigsministeriet og Aarhus Kommune har sammen ansat en vækstrådgiver, der er stationeret i Sydafrika, og som får primært til opgave at dyrke samarbejdet med Tshwane. Vækstrådgiveren lønnes af Udenrigsministeriet, men refererer til både ministeriet og Aarhus Kommune.
I dag fredag er en højtstående delegation fra Tshwane i Aarhus, hvor de skal mødes med borgmesteren og topembedsfolk fra Aarhus Kommune. Her bliver der taget yderligere favntag med, hvordan myndighedssamarbejdet kan udformes, nu hvor samarbejdsaftalen er på plads.