Fortsæt til indhold

12-15 tilfælde af samme slags tricktyveri i Aarhus

De seneste tre måneder har politiet fået mange anmeldelser om tricktyve, der vil foretage målinger i ældre borgeres hjem

Samfund
Danni Paulsen

Har man læst Østjyllands Politis døgnrapport den seneste tid, så får man den klare fornemmelse, at tricktyvene har fundet en ny favorit-fremgangsmåde til at franarre aarhusianere deres værdier.
De udser sig et offer - som oftest en ældre borger - og opsøger offeret på dennes hjemadresse. Bevæbnet med et måleaggregat og en troværdig fortælling om, at han skal tjekke vand eller varme, får tricktyven adgang til hjemmet og ender som regel med at forlade det med værdigenstande og kreditkort.
Østjyllands Politi oplyser til Lokalavisen Aarhus, at man de seneste tre måneder har registreret 12-15 tilfælde af den slags tricktyverier. Grunden til, at tallet ikke er mere præcist, er, at ofrenes beskrivelser af hændelsesforløbet og signalement ikke altid er så gode.
LÆS OGSÅ: 97-årig kvinde snydt af varmemåler-tricktyv: Blev vred, da hun spurgte til hans selskab
De 12-15 tilfælde er anmeldt i juli, august og september, og der er ikke noget mønster i, hvilke områder i Aarhus tricktyverierne sker.
"Det er ikke som sådan en ny dille blandt tricktyvene. Den her fremgangsmåde er set før, men det blusser op i perioder. Andre gange kan det være, de spørger om vej og på den måde får stjålet en pung, og så har der også været noget med en tennisbold, der bliver smidt ind i en have, som en beboer skal hente, mens man går ind i personens hjem. Det er forskellige måder, de her tricktyverier bliver udøvet på, og tit er de flere sammen om at begå dem," siger vicepolitiinspektør Carsten Kousgaard og fortsætter:
"Fælles for tricktyverierne er, at det oftest går ud over vore ældre medborgere, som måske tror på det bedste i folk og gerne vil hjælpe, når der kommer én og beder om hjælp til et eller andet. Det betyder desværre også, at de forurettede nogen gange kun kan give et sparsomt signalement, og det besværliggør desværre efterforskningen," forklarer han.

Endnu ikke voldeligt

Af hensyn til efterforskningen vil han ikke sige noget om, hvem gerningsmændene kan være, om der er tale om en bestem gruppe, og hvilke fællestræk der er.
"Det blusser op i perioder, og vi kan selvfølgelig have antagelser om, at det er i perioder, hvor en gruppe østeuropæere kommer herop og efterfølgende rejser igen. Men vi er også bekendt med herboende personer, der slår sig ind på den her kriminalitetsform," siger Carsten Kousgaard.
LÆS OGSÅ: 78-årig kvinde afviste tricktyv i døren
Når ofre, der kan være dårligt gående eller generelt svage, har fattet mistanke og luftet den overfor tricktyven, så er det sket, at han er blevet aggressiv. Det har dog endnu ikke udviklet sig voldsomt.
"Når de først har udset sig et offer, så kan de være meget vedholdende, så jeg vil anbefale, at man holder dem på afstand. De kan godt hæve stemmen, men vi har ikke registreret tilfælde, hvor en person har lidt fysisk overlast i forhold til den her slags tricktyverier," siger Carsten Kousgaard, som opfordrer til en mere kritisk tilgang til ukendte personer.
"Man må rigtig gerne udvise en skepsis og være opmærksom, når der bliver rettet henvendelse. Er man hjemme, skal man lade være med at lukke personer, man ikke kender, ind og som minimum sikre sig, at personen har et reelt ærinde ved at spørge ind til, hvor de kommer fra, og om de har dokumentation. Og så kan det anbefales, at man har en dørspion eller en sikkerhedskæde monteret på sin dør."