Sparer kommunen på pengene eller på kvaliteten?
I forbindelse med budgetforhandlingerne er der blevet taget et beløb på 100.000 kr. fra den almindelige rengøring til rengøring af glaspartier og faglokaler. Det er blevet fremhævet som en stor hjælp til skolernes rengøring, men udgør kun ca. 8.000 kr. per skole. Det gør sikkert ingen skade, men batter jo heller ikke rigtig noget.
Til gengæld er det sådan, at skolernes rengøring er udliciteret. Det fremgår af Favrskov kommunes politik for konkurrenceudsættelse, at Konkurrenceudsættelse skal alene ske, hvis der kan forventes besparelser med samtidig opretholdelse af serviceniveauet eller alternativt bedre serviceniveau til samme pris.
Udlicitering har været en del af den kommunale hverdag siden EU gennemførte regler om udbud i starten af 90'erne, og der har lige siden været utallige eksempler på, at det ikke højnede kvaliteten. Der er da også adskillige høringssvar fra forskellige institutioner i kommunen, hvor der gives udtryk for, at kvaliteten af rengøringen flere steder ganske enkelt er for ringe.
For Enhedslisten er det ikke overraskende med de mange kritiske høringssvar i forbindelse med rengøringen. Kvalitet kræver nemlig penge og tid og medarbejdernes daglige faglige skøn og prioritering af opgaverne. Vi mener derfor, at der er brug for en grundig gennemgang af området. Er der reelt bare sparet på kvaliteten? Og kunne kommunens institutioner få en mere fleksibel rengøring målrettet medarbejdernes, elevernes, lærernes, sygehjælpernes m.fl. s faktiske behov, hvis pengene til rengøring blev lagt ud til de berørte institutioner og blev en del af den daglige borgernære drift?
Vi mener, de mange bekymrede høringssvar bør tages til efterretning, så der i stedet lægges en plan, hvor der tages udgangspunkt i de ansattes faglighed frem for standardisering og økonomi. Dette kan naturligvis kun gøres i samarbejde med medarbejdere og brugere på de berørte institutioner.