Markant færre tomme butikker i Aarhus
Tal fra Ejendomstorvet.dk viser, at Aarhus ikke har haft så få ledige butikslokaler i syv år
Detailhandlen i Aarhus og det øvrige Østjylland blev ligesom resten af landet hårdt ramt af finanskrisen, men nu er der for alvor blevet længere mellem de tomme butikslokaler i landsdelen. Det skriver Ejendomstorvet.dk, som er mæglernes fælles portal og samtidig landets største markedsplads for erhvervslokaler, i en pressemeddelelse, hvor portalen har analyseret data siden 2007.
LÆS OGSÅ: Sephora åbner stor butik i Aarhus efter pres fra unge kvinder
”Detailhandlen kan fortsat mærke, at danskerne efter finanskrisen holder lidt igen med at svinge dankortet. Men det er begyndt at lysne, og i Østjylland skal vi helt tilbage til sommeren 2010 for at finde færre ledige lokaler end nu. Kun 5,3 procent af de samlede butiksarealer står tomme, og det er en anelse bedre end på landsplan. Samtidig er tallet faldet uafbrudt gennem fire kvartaler, så det tyder på, at fremgangen er stabil, om end ikke prangende,” siger Simon Birch Skou, adm. direktør for Ejendomtorvet.dk, som er ”søster” til Boligsiden.dk, i pressemeddelelsen.
LÆS OGSÅ: Ny brætspilscafé åbner i Aarhus
I 2007-08 stod blot 2-2,5 procent af de østjyske butikslokaler tomme, men det steg kraftigt med finanskrisen. Der var flest ”til leje”-skilte i butiksvinduerne ved udgangen af 2012; dengang lå 7,1 procent af butiksarealerne øde hen. Siden er det generelt gået bedre med udsving op og ned – og med en mærkbar bedring det seneste år.
”Der sker en brancheglidning, så vi får flere restauranter, cafeer og takeaway-steder. Fx blev en tidligere Noa Noa-tøjbutik i Ryesgade i Aarhus midtby omdannet til en Joe & The Juice-café. Stigende nethandel har trukket omsætning ud af de fysiske butikker, og mange forsøger at sænke driftsomkostningerne, i praksis løn og husleje, ved at flytte til lokaler uden spildplads, helst samlet på én etage. Vi overtog et tidligere Imerco-lejemål i Ryesgade, og her fik vi udlejeren til at omdanne førstesalen til boliger, og så flyttede kosmetikkæden Sephora ind i et mere regulært lejemål i stueplan,” siger Torben Klitgaard fra mæglerfirmaet Colliers International i pressemeddelelsen.
En anden lokal mægler, EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, har for nylig hjulpet den københavnske smykkedesigner Jane Kønig ind i lokaler i Badstuegade i midtbyen og ser det som udtryk for en ny tendens.
”Vi ser Mads Nørgaard, Lolly's Laundry, Han Kjøbenhavn og lignende eksklusive modemærker komme til byen. Aarhus er for alvor kommet på landkortet som en cool by. Vi er EU-kulturhovedstad og hjemby for mange kulturelle aktiviteter og festivaler,” siger detailmægler Mette Lund Pedersen i pressemeddelelsen.
Aktuelt er 73 lokaler til butikker og spisesteder udbudt til leje eller salg i Aarhus Kommune.
- jwh.