Fortsæt til indhold

Fast læge tilknyttes 30 af 50 aarhusianske plejehjem

Mange aarhusianske læger har meldt sig til ny ordning

Samfund
Arkiv

En ny aftale gør det muligt for, at de danske plejehjem kan få tilknyttet én eller flere faste læger.
Hidtil har beboerne beholdt deres egen læge, når de flyttede på plejehjem, og det betød, at hvert plejehjem har skullet samarbejde med en række forskellige læger, og at lægerne har haft patienter på mange forskellige plejehjem.
Erfaringer viser dog, at det giver færre indlæggelser og genindlæggelser, mindre medicinforbrug og større tilfredshed blandt beboere, pårørende, læger og plejepersonale, hvis en fast læge er tilknyttet et bestemt plejehjem.
Forud for den nye ordning har alle praktiserende læger i Aarhus Kommune haft mulighed for at tilbyde sig som fast læge på et eller flere plejehjem, og rigtig mange har benyttet sig af muligheden.
I alt 30 ud af 50 plejehjem er med i ordningen, når den starter, oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
”Jeg er rigtig glad for denne nye ordning, der vil betyde en stor forbedring for beboerne. De vil få en tættere kontakt til deres læge. Jeg vil gerne rose de praktiserende læger for, at vi, allerede inden vi starter, er dækket så godt ind, at ordningen kommer 30 af vore plejehjem til gode, og jeg forventer, at tallet stille og roligt bliver større som ordningen bliver mere kendt,” rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF).
Muligheden for at plejehjemmene kan få en fast læge tilknyttet er blevet en realitet efter en aftale mellem lægerne, staten, regionerne og kommunerne. For beboerne på plejehjemmene betyder det, at de kan vælge, om de fremover vil tilknyttes hjemmets faste læge eller om de vil beholde den læge, de har i forvejen.
Jakob Ravn, formand for de praktiserende lægers lokalafdeling, PLO-Aarhus, ser frem til den nye ordning.
”Jeg er glad for at så mange af mine kolleger har bakket op om ordningen, så vi i Aarhus er meget langt i forhold til dækningen af plejehjem, og jeg håber med tiden, at flere ønsker at deltage," siger han.
dp