Trivsel, udvikling og læring skal gå hånd i hånd
Bliv overbevist om at tingene hænger sammen ved lærings- og trivselsarrangement torsdag i Multihallen i Ryomgård
Læring på et højt fagligt niveau og god trivsel for det enkelte barn er afgørende, når børn og unge skal sikres et godt fundament til voksenlivet.
”Et barn som ikke trives kan ikke modtage læring. Og uden læring har man meget få muligheder i voksenlivet. Derfor er en stærk kobling mellem læring og trivsel afgørende. Det er vi allerede rigtig gode til i Syddjurs, men vi skal forsat udvikle os i takt med de nye udfordringer, der kommer af en mere rummelig folkeskole. Det er en opgave, jeg er sikker på, vi kan løse i fællesskab og den kommende politik vil være et vigtigt værktøj i den udvikling,” har FI-udvalgsformand Per Zeidler (Liberal Allliance) tidligere forklaret det, når han har skullet begrunde, hvorfor man i Syddjurs har vedtaget en ny 'Lærings- og Trivselspolitik'.
Torsdag 28. september inviterer Marienhoffskolen og de tre lokale daginstitutioner, Ringvejens Børnehus og Poppelvejens Børnehave i Ryomgård samt Margrethebørnehaven i Pindstrup alle forældre med børn i 0-10 års alderen til møde om vigtigheden af at forstå, at læring og trivsel er hinandens forudsætninger.
Helt-nede-på-jorden-oplæg
Skoleleder på Marienhoffskolen, Birgitte Agersnap, ser frem til aftenen, der kommer til at foregå i den nye multihal, nabo til Midtdjurshallen.
”Vi har fået et par dygtige piger til at holde oplæg om trivsel og læring, og hvordan forældre bedst kan hjælpe og støtte deres børn,” lover Birgitte Agersnap.
Sofie Ryberg, psykolog, og Kristina Mygind, grafisk facilitator og proceskonsulent, vil give forældrene forslag til, hvordan de kan komme videre, når ens barn slår op i banen og ikke vil det, som resten af familien har besluttet, men også konkret, hvordan man støtter sit barn bedst muligt i hverdagen.
”Fra Marienhoffskolens side vil vi gerne sende det signal, at vi er en rummelig skole med plads til alle børn, men også en skole, hvor vi vægter faglighed særdeles højt,” siger Birgitte Agersnap.
Mødet i Multihallen begynder klokken 19 og er programsat til at vare to timer.