Fortsæt til indhold

Samarbejdet kommer på et godt tidspunkt

Borgmester Jacob Bundsgaard mener, at SAS' investering i Aarhus Lufthavn med fem nye flyruter, kan bruges til at fastholde Aarhus i den positive udvikling på turismeområdet

Samfund
Jonas Wrede Hansen

SAS' store investering i Aarhus Lufthavn, hvor der bliver etableret fem nye internationale flyruter, er noget der får smilet frem hos Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus.

"Jeg er en meget glad mand. Det er en god dag for Aarhus og en fantastisk dag for Aarhus Lufthavn. Det, at vi nu får et så markant løft på vores internationale infrastruktur og den frekvens, der er til Købehavn. Det kommer til at give nogle meget bedre muligheder for aarhusianske virksomheder til at komme ud i verden og hente kunder til Aarhus og selvfølgelig også for de mange aarhusianere, der skal på ferie," fortæller han til Lokalavisen Aarhus.
LÆS OGSÅ: Verdens billigste flyafgang går til Aarhus
Det nye samarbejde vil allerede i det første år give en mulighed for cirka 3.000 nye flyafgange samt omkring 200.000 nye passagerer til lufthavnen i Tirstrup. Det sidste tal lægger borgmesteren især mærke til og mener, at det kan få en positiv betydning for Aarhus' turisme.
"Med det program, der er lagt frem fra SAS, og det strategiske samarbejde, vi har lavet, får vi jo mulighed for at komme ud på nogle nye markeder og hente endnu flere turister til Aarhus," fortæller han og fortsætter:
"Vi har et rigtig godt turismeprodukt. Vi har nogle fantastiske attraktioner. Vi har en vidunderlig natur. På den måde har vi et godt produkt, og nu har vi også ruterne til at understøtte det."
Den store satsning fra SAS kommer på et tidspunkt, hvor Aarhus' titel som kulturhovedstad lakker mod enden. Jacob Bundsgaard erkender, at det kunne have været passende, hvis det nye samarbejde var kommet tidligere, men samtidig mener han også, at det titlen som kulturhovedstad stadig kan udnyttes i det nye samarbejde.
"Vi har brugt et helt år på at gøre opmærksom på os selv, og vi har også i år haft meget høj belægning på vores hoteller, så i virkeligheden ligger den store indsats nu i de kommende år på at fastholde den positive udvikling, som kulturhovedstadsåret har givet Aarhus på turisme, og det ser vi frem til at arbejde med," fortæller han.