Fortsæt til indhold

Letbane-åbningen er aflyst

Trafikstyrelsen har afvist at give de nødvendige sikkerhedsgodkendelser

Samfund
Arkiv

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har fredag afvist at give de endelige godkendelser af Letbanen i Aarhus. Dermed kan Letbanen ikke som planlagt åbne for passagerer lørdag.
Sådan skriver Aarhus Letbane i en pressemeddelelse og uddyber, at der er to grunde til, at den store åbningsdag nu er aflyst.
"Dels afviser Trafikstyrelsen at efterfølge den uvildige assessors vurdering af, at Aarhus Letbane lever op til kravene om fremtidig vedligehold, og at Aarhus Letbane derfor ikke kan godkendes som forvalter af Letbanen. Dels er Trafikstyrelsen ikke tilfreds med dokumentationen af det sikkerhedsarbejde, som letbanens operatør Keolis har udført," skriver Aarhus Letbane og fortsætter:
"Det er særdeles skuffende, og Aarhus Letbane vil nu undersøge, om der i den forbindelse kan placeres et ansvar hos operatøren."
LÆS OGSÅ: Trafikstyrelsen om letbane-skandale: Det, vi har set, er for langt fra noget, der kan godkendes
Trafikstyrelsens afvisning kommer efter, at Aarhus Letbane siden maj har udført testkørsler, der kan sammenlignes med kommerciel drift med passagerer.
Aarhus Letbane anfører, at man løbende har været i dialog med Trafikstyrelsen om sikkerheden, og at der ikke har været anmærkninger.
"Assessor har derfor vurderet, at Trafikstyrelsen skal give Aarhus Letbane de godkendelser, der er nødvendige for at få lov til at køre med passagerer. Dette har assessor fastholdt over for Aarhus Letbane så sent som i dag. Ikke desto mindre må Aarhus Letbane i dag konstatere, at Trafikstyrelsen er uenig med en af verdens største og mest anerkendte assessorer - et firma som Trafikstyrelsen har forhåndsgodkendt."
LÆS OGSÅ: Sådan får du nemt rejseinfo om Letbanen
Direktør for Aarhus Letbane, Claus Rehfeld Moshøj, er overrasket og skuffet.
"Uenigheden mellem Trafikstyrelsen og assessor er overraskende for Aarhus Letbane. Tilsvarende er det også utilfredsstillende, at Keolis som operatør ikke er lykkedes i deres arbejde med at opnå den nødvendige godkendelse," siger han og fortsætter:
"Det er med dyb beklagelse, at vi i sidste øjeblik må aflyse åbningen af Aarhus Letbane, et historisk øjeblik som vi ved, mange østjyder havde glædet sig til. Det er vi dybt berørte og kede af," fastslår Claus Rehfeld Moshøj.
LÆS OGSÅ: Kæmpe Letbane-fest: Jørgen Leth kører første tur
Aarhus Letbane understreger, at man straks har indledt arbejdet med at opnå de udestående godkendelser, så Letbanen hurtigst muligt kan blive godkendt og åbnes for passagerer. Aarhus Letbane har dog en klar forventning om, at det vil ske inden for kort tid.
dp