Det kan og vil Venstre gøre bedre
Det lokale socialdemokratiske byrådsmedlem, Jørgen Naut, har i flere indlæg i medierne skrevet at "nu er det Hørnings tur!" Vistnok til investeringer i daginstitutioner, skoler, fritids- og idrætsfaciliteter, veje mm.
I Venstres prioritering arbejder vi nu ikke med at "noget er nogens tur". Vi prioriterer efter behov." Og i sammenhæng. Og vi påstår ikke, andre har fået på Hørnings bekostning. I givet fald falder det jo tilbage på Nauts eget parti.
Det er politikernes opgave at prioritere de anlægsbehov som en grundig analyse af eksempelvis kommunens pasnings- og skolekapacitet måtte vise.
Jørgen Nauts indlæg ”kortslutter” derfor politiker rollen, idet borgere i Hørning bringes i god tro om, at det er der, behovet er størst. Jørgen Naut påtager så også det ansvar at fortæller børn og forældre på øvrige skoler, at det var så ikke jeres ”tur”
Her tænkes f.eks. på Skovby området, som er vokset med 600 boliger på 3 år.
Venstre vil med den kraftige vækst der er i bosætning i kommunen, stille forslag om at hver gang der laves en ny lokalplan med mere end et vist antal boliger, så skal der samtidigt laves nøjere analyser af betydning for dagtilbud, skoler og fritids- og idræts faciliteter, som påvirkes af planens mål.
Vi ønsker også belyst og sat penge af til at de nødvendige vejanlæg og trafiksikkerheden for både kørende og svage trafikanter. Herredsvejens manglende udvidelse illustrerer behovet.
Der er stort behov for at få skabt sammenhæng mellem den fysiske og den økonomiske planlægning i kommunen. Vi siger vist ikke for meget, når vi påstår, at det er kommet som en overraskelse for den socialdemokratiske ledelse her i kommunen, at det kraftige tilflytning af skatteborgere, som man har stor glæde af i budgetlægningen, også skaber efterspørgsel efter kommunal service i form af børnepasning, skoler og f.eks. veje og trafiksikkerhed.
Det kan og vil Venstre også gøre bedre.