Strandbaren ved Aarhus Ø lukker
Efter otte sæsoner er det slut med strandbaren nede på havnen
Sommer efter sommer har der været liv og glade dage nede på Strandbaren ved Aarhus Ø. Men denne sommer var det sidste gang. I et opslag på Strandbarens Facebook-side oplyses det nemlig, at den lukker.
"Efter otte fantastiske sæsoner er det nu tid til at lukke ned og takke af. Hvad der startede som en skør ide, viste sig at være et paradigmeskifte for udviklingen på Aarhus Ø og vi har igennem årene set Aarhus Ø gå fra en stor containerterminal til en levende bydel," lyder det indledningsvis i opslaget, som blev lagt op i går.
Ifølge Facebook-opslaget kan mand dog godt fortsætte med at bruge området om sommeren og få en snert af stemningen fra Strandbaren.
"I løbet af næste år kommer der en række byggerier i og langs Bassin 7, der huser funktioner som du kender fra Strandbaren. Glæd dig," lyder det i opslaget.
De tre containere, som udgør Strandbaren, bliver alle overtaget af andre projekter på Aarhus Ø, fremgår det af Facebook-opslaget.
jwh