Marienhoffskolen får den hele store tur for 30 mio. kr.
Skolen på Marienhoffbakken renoveres og opdateres til nærmest ukendelighed i øjeblikket
Det er krævende lige nu, at være både lærer og elev på Marienhoffskolen, for dagligdagen er alt andet end rolig. Hver dag sine udfordringer, når håndværkerne regerer ude og inde.
Til foråret 2018 lysner det, for så er arbejdet med at renovere, opdatere og energirenovere skolen, der blev indviet i august 1971, fuldført.
Samlet investerer Syddjurs Kommune 29,6 mio. kroner i Marienhoffskolen, og det kan allerede ses, at håndværkerne ikke bruger dagene på at lave ingenting. Ude og inde er skolen næsten ukendelig, og ikke noget at sige til, at det summer af spænding og forventninger blandt både voksne og børn på skolen.
Det mærkede man ved sidste uges rejsegilde, hvor formand for Udvalget for Familie og Institutioner, Per Zeidler (Liberal Alliance) roste både elever, personale og håndværkere for at få tingene til at glide smukt i hverdagen.
“Jeg synes, at det, der sker lige nu på Marienhoffskolen, er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at lave et så omfattende arbejde sideløbende med, at skoledagen skal fungere, hvis viljen hos alle parter er til stede, og det både hører og fornemmer jeg, at den er på Marienhoffskolen,“ lød det fra en tilfreds udvalgsformand til den store skare af elever, personale og håndværkere som var samlet i skolegården, hvor der i dagens anledning vankede pølser med tilbehør til alle.
14 dage bagefter
Oprindeligt var det planen, at håndværkerne skulle have været i gang i marts 2017, men processen blev forsinket, så den første håndværkerbil trillede først ind på skolen i midten af maj 2017.
“Vi hører fra vores entreprenør, Løgten Murer- og Entreprenørforretning, at vi kun er 14 dage bagefter tidsplanen, så en gang i foråret 2018 skulle arbejdet være færdig,“ siger viceskoleleder Birger Graversen.
Om byggeriet
Hvis det vækker undren, at Marienhoffskolen får en overhaling til 29,6 mio. kroner, er det forståeligt. Oprindeligt bevilgede byrådet 22,6 mio. kroner under budgetforhandlingerne i 2016. Heraf øremærkede Marienhoffskolen selv de 2,6 mio. kroner til byggeriet af Multihallen i samarbejde med IF Midtdjurs.
På byrådsmødet 22. juni 2016 blev det besluttet at arbejde videre med et reduceret projekt uden et centralt læringscenter, men med mulighed for, at der blev givet yderligere anlægsmidler i forbindelse med budgetprocessen for 2017 og overslagsårene. Resultatet blev, at der i budgetprocessen blev afsat yderligere 3 mio. kroner i 2018 til etablering af det fulde projekt med læringscenter.
Efter afholdt licitation viste resultatet, at der på grund af konjunkturændringer med stigende håndværkerpriser, var behov for yderligere 3 mio. kroner for, at projektet kunne komme i mål som planlagt.
På byrådsmødet 21. juni 2017 vedtog politikerne, at bevilge yderligere et rådighedsbeløb på ca. 3 mio. kroner i 2017 til realisering af det fulde projekt.
“Hertil kommer en beslutning om yderligere energioptimering af tekniske anlæg og forbedret isolering med mere finansieret af energipuljen. Midler til energioptimering er ikke statslige, men giver automatisk låneadgang, om det skulle ønskes, og påvirker derfor ikke nødvendigvis kommunens likviditet,“ siger teamleder Steen Daugaard Andersen, Team Ejendomme Syddjurs Kommune.
“Det samlede beløb på 29,6 mio. kroner afspejler det totale rådighedsbeløb med alt, inklusive de midler skolen selv vil skyde i inventar, og det vi fra centralt hold kan skyde i projektet af driftsmidler til almindelig- og ekstraordinært vedligehold,“ forklarer han.