Fortsæt til indhold

Tvangsfjern børn fra familier med bandekriminelle

Familier til bandekriminelle skal straffes hårdt, mener Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen

Samfund
Jacob Nielsen

Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen lægger op til en benhård kurs overfor familier med kriminelle bandemedlemmer. Det skriver Ritzau. Ikke nok med at hun støtter op om Inger Støjbergs ønske om at true forældre i disse familier med økonomisk tvang - hun vil gå endnu længere og også tvangsfjerne børn fra de kriminelle familier.
"Vi foreslår, at man i højere grad tvangsfjerner børn, der er i en familie, hvor enten far eller storebror er bandekriminelle, så der er en mere markant konsekvens. Det håber vi, at Støjberg vil tage med i sin taskforce. For mig handler det ikke om at kalde det en jernnæve eller få det til at lyde så hårdt som muligt, men om at bruge de redskaber, der virker, for at få forældrene til at forstå at de også har et ansvar," siger Trine Bramsen til Ritzau.
Hun mener samtidig, at det skal gøres ulovligt at rekruttere unge under 18 år til bander.