Hornslet Handel støtter Hospice Djursland
Hornslet Handel klar med årets modeshow i Hornslet Idræts- og Kulturcenter, hvor Bekker Dans underholder
Hornslet Handel er atter klar til det helt store modeshow i Hornslet Idræts- og Kulturcenter onsdag 4. oktober. Det er 7. år i træk, at arrangementet løber af stabelen.
De fem første år blev det afholdt i kampagnen Støt Brysternes tegn sammen med den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse i Syddjurs, men i 2016 blev der ændret lidt i forretningsgangen.
Der var dengang opbakning i handelslivet generelt til at gå selv, men fortsat med det klare formål at støtte Kræftens Bekæmpelse med hele arrangementets overskud.
“I år er vi blevet enige om at støtte lokale godgørende formål, og vi har valgt Hospice Djursland, som er både glade og rørte over vores opbakning,” siger Sanne Søgaard fra butikken af samme navn.
I anledning af, at overskuddet fra aftenen går til Hospice Djursland i Rønde, kigger hospiceleder Dorrit Simonsen forbi på aftenen og fortæller om sit arbejde. På Hospice Djursland fylder kræftpatienter 95 procent af sengepladserne.
En festaften
Dørene til modeshowet åbner klokken 17.30, og klokken 18.15 starter modeshowet med lokale modeller, som er klædt på af byens forretninger.
“Modeshowet er byens forretninger fælles om at arrangere. Et godt signal til vores mange kunder om, at vi står sammen om vores by,” siger Sanne Søgaard.
I løbet af aftenen er der amerikansk lotteri, og der er et overflødighedshorn af spændende sponsorgaver at gå om bord i, hvis man er blandt de heldige vindere.
Men ellers er det en aften, hvor det er tid til at hygge sig med lækker mad i veninders gode lag og shoppe på de mange lokale butikkers stande i et som altid smukt pyntet Hornslet Idræts- og Kulturcenter.
I år er underholdningen lagt i hænderne på Bekker Dans med lokale Morten Bekker som toastmaster og spilfordeler.
Publikum kan se frem til et danseshow med masser af tempo og timing fra de dygtige dansere hos Bekker Dans, der møder velforberedte op til en stor aften i rampelyset.
Mange frivillige
En hær af lokale borgere har sagt ja til at hjælpe til med at få arrangementet sat på skinner.
“Vi har mange frivillige i sving før, under og efter showet, og uden deres indsats, og det store arbejde som byens butikker lægger i det, så kunne vi slet ikke stable et arrangement på benene i det her format,” siger Sanne Søgaard.