Fortsæt til indhold

Nu bliver Aarhus mere cykelvenlig

Aarhusianske cyklister får bedre, sikre og rummelige cykelruter i midtbyen, lover teknikrådmand og projektleder for Aarhus Cykelby

Samfund
Arkiv

Det vrimler med cyklister i Aarhus. Således er cykeltrafikken steget med hele 30 procent siden år 2000. Derfor er behovet for bedre cykelruter i midtbyen også steget gevaldigt. Men nu kommer rådmanden for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S), cyklisterne til undsætning.
Det sker ved, at flere mindre gader i Aarhus bliver omdannet til cykelgader.
"Jeg er glad og stolt over, at vi i Aarhus nu kan indvie flere end to km sammenhængende cykelgader. Der er heldigvis flere og flere, der vælger cyklen som deres fortrukne daglige transportmiddel, og den positive udvikling vil vi gerne understøtte med cykelgaderne. Flere cyklister skaber mindre trængsel på vejene, et godt byliv, renere luft og sundere og gladere aarhusianere," siger Kristian Würtz i en pressemeddelelse.
Cykelgaderne betyder helt konkret, at cyklisterne har førsteret i gaderne, mens bilisterne "kun" er gæster i de nye cykelgader, og derfor må bilerne indordne sig efter cykeltrafikken.
"Ved at omdanne cykelringen til cykelgader skaber vi nogle gode og sikre cykelruter, hvor der også er bedre plads til eksempelvis de mange nye ladcykler, som flere familier vælger som et alternativ til en bil. I cykelgaderne minimeres den unødvendige gennemkørende trafik og hastigheden sænkes. Og det skaber en bedre trafiksikkerhed for alle trafikanter,"udtaler Pablo Celis, projektleder for Aarhus Cykelby, i pressemeddelelsen.

Aarhus’ nye cykelgader

Grønnegade, Christiansgade, Østergade, Fredensgade og Fredens Torv udgør den nye ring af cykelgader. Derudover tilføjes også Guldsmedegade til de to eksisterende cykelgader, Mejlgade og Frederiksgade.

Gaderne er med en række mindre fysiske forbedringer gjort mere cykelvenlige. Hævede flader og udvidede fortove har samtidig sikret bedre forhold for fodgængere flere steder. I Grønnegade er der derudover plantet en række nye vejtræer, der opdeler modsatkørende cyklister og gør gaden grønnere.

Åbningsfest på Mindebro Torv

Byens nye cykelgader indvies i morgen torsdag 4. maj, hvor cyklisterne blandt andet tilbydes et gratis tjek af deres cykel, en god kop kaffe og en snak om visionerne for Aarhus Cykelby på Mindebro Torv, Mindebrogade 3, 8000 Aarhus C, kl. 14.00 – 17.00.