"Man skal ikke kunne true og presse sig til, at vi bryder reglerne"
På udrejsecenteret Kærshovedgaard ved Ikast sidder 28 personer nu på syvende døgn i sultestrejke. Gruppen, som er en blanding af afviste asylansøgere og personer på tålt ophold, strejker i protest mod forholdene, de lever under. De vil have et almindeligt liv, være en del af det danske samfund og have behandlet deres asylsager på ny.
LÆS OGSÅ: Afviste asylansøgere sultestrejker: "Det er dårlige forhold - giv os noget bedre"
Men hvad skal Danmark stille op med de sultestrejkende, som i værste fald kan ende med at sulte sig selv ihjel? Det spørgsmål stillede "Radio24Syv Morgen" Liberal Alliances Laura Lindahl tirsdag morgen - og udlændingeordføreren er ikke i tvivl. Hun mener ikke, at Danmark bør give efter for de strejkendes krav:
"Der kommer rigtig mange asylansøgere til Danmark årligt, som ikke har ret til asyl, og hvis vi begynder at give efter, fordi man tager så drastigt et redskab som en sultestrejke i brug, så bliver vi en magnet. Så kan man bare tage til Danmark og sultestrejke sig til asyl. Sådan fungerer vores samfund jo ikke. De regler vi har - de skal gælde - og man skal ikke kunne true sig, sultestrejke sig og presse sig på anden måde til, at vi bryder reglerne," sagde Laura Lindahl til Radio24Syv Morgen.
Men hvad mener du? Kan Danmark leve med, at de sultestrejkende, som har nægtet at indtage føde siden 11. oktober, måske ender med at dø i lejren?
Deltag i debatten i Facebookopslaget herunder.