Fortsæt til indhold

Peter hylder Trøjborg med sang

Aarhus Nord-musiker deltager i ’DanskPOP Talent 2017’, hvor man kan vinde pladekontrakt

Samfund
Kim S. Andersen

I aften – lørdag 30. september – klokken 21.30 får 37-årige Peter Christian Sejr fra Aarhus Nord sin debut på landsdækkende tv.
Musikeren deltager nemlig i 'DanskPOP Talent 2017', som bliver vist på dk4.
”Jeg stiller op med en sang, der hedder 'Trøjborg'. Det er en sang, jeg skrev i sommer som en slags hyldestsang. Jeg synes, Trøjborg er en dejlig bydel, og så kom der sådan et fodbold-agtig omkvæd til mig på en løbetur nede ved stranden en dag. Jeg har gået og syslet med sangen henover sommerferien og udgivet den her i efteråret. og så passede det med, at den kunne komme med i dk4s sangdyst,” forklarer Peter Christian Sejr.
I sangen spiller værtshuset Peder Wessel en rolle ligesom Riis Skov også får pæne ord med på vejen.
”Jeg håber da, at der er mange, der hører min sang og synes, den er god og har glæde af den. Der er jo mange mennesker, der har boet på Trøjborg og har en relation til Trøjborg, hvor de måske har fået en fyraftensøl på Peder Wessel eller været i biografen eller på en date på en hyggelig café eller gået en tur i Riis Skov,” siger Peter Christian Sejr, der forsøger at leve af musikken.
Du kan læse meget mere om ham i Lokalavisen Aarhus på tirsdag.