Fortsæt til indhold

Sort Sol er slut for 2017

Samfund
Af Thøger Pauli, Kolindsunds Venner:

"Så er de ca. 6.000 stære, der har underholdt os i fulde 8 uger, draget sydpå. Der er nu kun under 100 tilbage, der overnatter i rørskoven langs Sundvejen ved Kolind Engsø nord for Kolind Station.
Det har været en underholdende sæson 2017 med mange gode oplevelser morgen og aften og mange gode snakke med tilskuerne langs Sundvejen. Vejret har vi ikke kunnet gøre meget ved. En del blæst og regn har visse aftener fået stærene til at gå til ro meget hurtigt, i stedet for at lave den formationsflyvning, som vi så gerne vil se.
Men vi har også haft mange fine aftener med flot solnedgang og masser af rovfugle, til at skabe forstyrrelse i flokken og få dem til at holde tæt sammen.
Vi har haft spurvehøg, duehøg, rørhøg og blå kærhøg, men også musvåge, tårnfalk og rød glente, som ikke er så stor trussel.
Sort Sol i Kolind Engsø er et projekt som har stået på siden 2014, hvor fænomenet blev opdaget ved en tilfældighed, da Thorsager Naturstigruppe var på besøg i Kolind for at besigtige de nye kløverstier.
Da projektet blev kendt i TV, radio og dagspresse, strømmede det til med tilskuere. Der blev etableret et samarbejde mellem Syddjurs Kommune, Destination Djursland, Kolind Distriktsråd og Kolindsunds Venner og Syddjurs Kommune støttede projektet økonomisk, så det blev muligt i perioder at opstille en toiletvogn, trykke foldere, opsætte borde og bænke og informationstavler.
Destination Djursland har brugt det til at markedsføre Djursland for turisterne
Antallet af stære er her – som i resten af landet – i tilbagegang. Dette kan skyldes manglende adgang til føde grundet sprøjtning og manglende vild natur. Insektmængden, som de skal leve af, er i voldsom tilbagegang. Her er et estimat af antallet af stære samt sæsonens længde de sidste fire år.
STATUS efterårssæsonen:

  • 2017: start 28/8 - slut 23/10, 57 dage, ialt 6.000 stære
  • 2016: start 20/8 - slut 7/10, 49 dage, ialt ca 10.000 stære
  • 2015: start 4/9 - slut 21/10, 48 dage, ialt ca 14.000 stære
  • 2014: start? - slut 14/10, ? dage, ialt 15.000-20.000 stære

Om foråret i marts-april kommer stærene tilbage. Måske mødes de på overnatningspladsen ved Kolind Engsø, men i 2017 fløj de direkte ud på ynglepladserne. Vi holder øje til foråret 2018.
Du kan følge med i udviklingen på facebook i gruppen ”Sort Sol i Kolind Engsø”, hvor der ligger masser af flotte billeder og videoklip fra alle årene. Der er også mange muntre kommentarer fra besøgende til denne specielle begivenhed, der kan få folk op af sofaerne og ud i naturen."