Dit barn skal ikke på matematisk formel
Favrskov Kommune har indført en model for fordeling af midler til specialundervisning og inklusion, der er baseret på en matematisk model. I modellen har man indhentet oplysninger om barnets fødselsvægt, om det er adopteret, om moren har en lang uddannelse og mange flere af den slags parametre. Parametre man mener at skulle bruge til at kunne lave en forudsigelse af børns behov for specialundervisning. Man har valgt at fjerne den parameter, der handlede om, at barnet havde været i kontakt med psykiatrien de sidste 5 år. Det var ellers en af de stærkeste parametre.
Egentlig kan jeg godt lide matematiske modeller, men skolebørns behov er, i min optik noget man vurderer, og ikke noget man overlader til en matematisk model at afklare. Er der behov for specialundervisning, skal barnet tilbydes det. Sådan bør det også være ude på skolerne – men skolerne får kun penge til opgaven ud fra den matematiske model, og det betyder desværre at skoler, hvor der er flere børn med behov end modellen beregnede, skal spare på specialklasserne, på inklusionen og på undervisningen generelt.
Jeg har en mistanke om at modellen er lavet for at man politisk kan fralægge sig ansvaret for tildelingen til den enkelte skole. Modellen har jo fordelt beløbet. Men byrådet har dels ansvaret for det beløb de fordeler og dels ansvaret for at – ja fralægge sig ansvaret gennem en model.
Det er ikke en værdig måde at tildele specialundervisningsmidler på. Dit barn skal ikke på matematisk formel, men behandles som det unikke menneske alle børn er.
Jeg vil arbejde for at folkeskolen gennem de næste år får et økonomisk løft. Et løft der bl.a. skal sikre, at der er tilstrækkelige midler til at give en ordentlig specialundervisning. Vi skal ikke tabe denne generation på gulvet