HORESTA har ret: Der skal satses mere på turismen, også i Favrskov
Forleden fik byrådsmedlemmerne et brev fra HORESTA (Hotel-, restaurant- og turisterhvervets brancheorganisation). De kommer med 20 anbefalinger. Det er ganske vist ikke dem alle Enhedslisten kan støtte, men mange flugter fint med vores politik. Det gælder især dem der handler om at støtte og udvikle den lokale turisme.
HORESTA skriver således ”Turismen skaber liv, oplevelser og spændende tilbud til kommunens borgere. Turismen skaber nye arbejdspladser, som ikke kan outsources. Og turismen beskæftiger faglærte som ufaglærte - og kan være med til at give job til borgere på kanten af arbejdsmarkedet.”
Enhedslisten er helt enig, og vi har da også ved adskillige lejligheder prøvet at overbevise byrådet og byrådsmedlemmer om værdien af at prioritere turismen højere i Favrskov. Men vi er typisk blevet mødt med argumenter som at der jo ikke er andet end lystfiskeriet i Gudenåen at satse på.
Men det passer ikke, der er meget mere. Og turisme handler ikke kun om at folk kommer langvejs fra, det handler også om tilbud rettet mod lokale borgere. Det behøver heller ikke være at hvide sandstrande, gamle middelalderbyer eller sommerparker. Det kan være mange forskellige ting, men det handler om at det er let at finde, at det fortæller en historie, og at det kan kombineres med andre oplevelser – eller som HORESTA skriver i en af anbefalingerne ”Udvikl nye turismeprodukter. Facilitér netværk og udviklingsarrangementer mellem kommunens mange turismeaktører, mellem aktiviteter og overnatningssteder, mellem attraktioner og forretninger, mellem restauranter og landbrug.”
I Favrskov kan vi oplagt lave noget med de mange herregårde, med jernbanen og den efterfølgende industrialisering der skabte det Favrskov, vi kender i dag. Men der er fx også modelbanen i Hadsten, Hagsholm voldsted og voldstedet i Norring Riis (hvor Niels Ebbesen ifølge traditionen kom fra), Socialmuseet i Norring, flere mindre landbrugsmuseer, flere lokalarkiver, nogle endda med museumsagtige udstillinger, og desuden har Moesgård jo også gjort mange fund rundt om i kommunen. Og der er både gårdbutikker, kroer og spisesteder som kan have gavn af flere gæster.
Enhedslisten vil derfor foreslå at der sættes gang i udviklingen af en lokal udstillingsbygning der kan skabe forbindelser til og interesse for de forskellige seværdigheder der er i kommunen. Vi kan godt kaldet det Favrskov Museum – eller Niels Ebbesen-museet – men det skal ikke været et traditionelt museum, men snarere et kombineret undervisnings- og oplevelsescenter der kan bruges både af skoler og lokale samt tilrejsende turister.
Det kan ikke beskrives nærmere i et læserbrev, men vi har oprettet en facebookside hvor vi løbende vil rulle planerne ud og diskutere dem, se www.facebook.com/NielsEbbesenFavrskovMuseet/