Fortsæt til indhold

Socialdemokratiet fik fjernet flest valgplakater

Socialdemokratiets formand ærgrer sig over, at forsøg på at undgå, at plakater skulle flyve væk, bliver tolket som et brud på reglerne.

Samfund
JONAS HVID ESBEN LARSEN MIKKELSEN JP AARHUS

Kandidaterne har fået at vide, hvornår valgplakaterne må hænges op, men hvis reglerne er blevet overtrådt, er Socialdemokratiet kede af det.
LÆS OGSÅ: Bryder loven: Valgplakaterne er for tidlig på den
Sådan lyder reaktionen fra Morten Pless, formand for Socialdemokratiet i Aarhus, da han bliver konfronteret med, at hans parti – med borgmester Jacob Bundsgaard i spidsen – er topscorer i at have fået fjernet flest valgplakater, fordi der var tyvstartet med opsætningen.
"Når alt kommer til alt, så er det fint, at kommunen sikrer, at loven overholdes, fordi det skal den," siger han.
Som beskrevet i JP Aarhus tirsdag var energikoncernen Eniig, der har driften af vejbelysningen i Aarhus og står for at tage ulovlige valgplakater ned for Aarhus kommunen, fredag eftermiddag og lørdag formiddag ude for at fjerne plakater, som var blevet sat op før det tilladte tidspunkt, lørdag klokken 12.00.

82 procent af de fjernede plakater

Ifølge Aarhus Kommunes opgørelse tegnede Socialdemokratiet i Aarhus sig for 124 af de 151 fjernede valgplakater – svarende til 82 pct. Især borgmester Jacob Bundsgaard skilte sig ud med 40 fjernede plakater – 26,5 pct. af samtlige nedtagne valgplakater.
LÆS OGSÅ: Sådan er reglerne for valgplakaterne
Hvilket signal synes du, at det sender, at Socialdemokratiet har fået fjernet flest ulovligt opsatte valgplakater?
"Jeg tror ikke, vi har flere kommentarer til sagen ud over dem, der kom i går."
Morten Pless henviser til, at Jacob Bundsgaards (S) kampagneleder, Jacob Vinge sagde, at plakaterne ikke havde været hængt op, men var blevet lagt klar ved foden af lygtepælen ved bl.a. rådhuset. For en sikkerheds skyld var der sat strip rundt om plakatbundter, for at de ikke skulle blæse væk, og hvis kommunen har tolket det som brud på regler, beklagede DSU, lød det fra kampagnelederen.
Hvordan har du som partiformand reageret på lovbruddet?
"Vi har gjort opmærksom på reglerne for alle kandidater. Hvad angår plakaterne for Bundsgaard, så beror det på misforståelse så vidt, jeg kan se. Vi er selvfølgelig kede af, hvis vi har overtrådt reglerne, men det har ikke været hensigten med at placere plakater på jorden og fastgøre dem på master for, at de ikke skulle flyve væk. Det er ærgerligt, hvis det vurderes er i strid med reglerne."

Regning på cirka 31.000 kroner

Og det gør det. Foreholdt forklaringen fra Socialdemokratiet understregede Peter Ryberg Neess, teamleder hos Center for Byens Anvendelse, Aarhus Kommune, at det blev tolket som ulovlig opsætning, og han varslede en regning til Socialdemokratiet.
Jacob Bundsgaard står for 40 af de 124 plakater. Så det er jo ikke kun hans plakater, som er sat op for tidligt.
"Ja, så må du ringe og snakke med de andre kandidater, som har hængt plakaterne op. Jeg ved, at reglerne har været gjort klar på forhånd," siger Morten Pless.
Han tilføjer efterfølgende, at han har fået tilsendt en oversigt over de nedtagede plakater.
"Jeg kan se, at nogle af dem, der er på listen, er regionskandidater. Steen B. Andersen har fået fjernet 31, og Anders Winnerskjold 18. Ved Anders er det samme problematik, som hos Jacob Bundsgaard."
Ifølge energikoncernen Eniig vil partierne få tilsendt regninger på godt 250 kr. pr. fjernet ulovligt opsat plakat. Således venter der Socialdemokratiet en samlet regning på godt 31.000 kr. Hvad er din kommentar til det?

"Det vil jeg forholde mig til, når jeg har fået regning. Hvis der kommer regning for dem, der er taget ned, så må vi tage konsekvensen. Om det er den enkelte kandidat eller partiet, som skal betale, det må vi finde ud af efter valget."