Stor demonstration i Aarhus mod maskeringsforbud
Kunstgruppen 'Ild i dit ansigt' og 'Aarhus for mangfoldighed' står på lørdag bag en demonstration i Aarhus mod lovforslaget om maskeringsforbud, som de kalder for racistisk
'Maskebal imod racisme'. Det er navnet på en begivenhed på Facebook, som kunstgruppen 'Ild i dit ansigt' står bag. Den finder sted på lørdag fra klokken 12, hvor op i mod 200 mennesker foran rådhuset i Aarhus vil demonstrere mod et nyt maskeringsforbud, som regeringen planlægger at indføre.
LÆS OGSÅ: Veganere protesterede foran pelsbutik på strøget
Lokalavisen Aarhus har snakket med Esben Staugaard fra 'Ild i dit ansigt' om lørdagens demonstration, men fordi gruppen kun udtaler sig som en enhed, står der 'Ild i dit ansigt' som afsender af citaterne.
"Vi håber på, at det vil sætte fokus på, hvor latterlig den her lov er. Man kalder det for en lov om maskeringsforbud, men som vi har analyseret den, så er det bare et dække for et forbud mod burka og niqab," fortæller 'Ild i dit ansigt' og kalder den samtidig for en racistisk lov, som de mener er rettet mod det muslimske mindretal i Danmark.
Stor interesse på Facebook
'Ild i dit ansigt' er en kunstgruppe af personer, som normalt ikke er politiske eller står bag demonstrationer. Derfor har de allieret sig med 'Aarhus for mangfoldighed' til lørdagens demonstration foran rådhuset.
"De har lidt mere erfaring med den slags, og da vi kunne se, at der var en stor interesse for begivenheden på Facebook, tænkte vi, at det var en god idé," fortæller 'Ild i dit ansigt'.
Gruppen opfordrer folk til at komme at deltage i demonstrationen med masker.
"Det gør vi for på den måde at vise, hvor latterligt lovforslaget er. For det kan ikke lade sig gøre at håndhæve den her lov. For hvad er så lovligt at have på af masker? Det her ligner symbolpolitik," lyder det fra gruppen.
Indtil videre har over 140 mennesker tilmeldt sig demonstrationen på Facebook, imens 1000 har vist interesse for den.
"Vi håber på, at der kommer omkring 200 mennesker. Det vil være en succes," fortæller 'Ild i dit ansigt', der understreger, at der er tale om en fredelig demonstration, som politiet også vil blive underrettet om.
Samme dag og på samme tidspunkt finder en lignende demonstration sted i København, som har navnet 'Maskebal mod maskeringsforbud'. Den demonstration er i øjeblikket oppe på tæt mod 350 deltagere og 3.500 interesserede på Facebook.