Snart stopper toget atter i Thorsager
Mandag formiddag blev første spadestik taget til den kommende letbanestation i Thorsager i smuk novembersol
Sagt poetisk: Selv den mørkeste nat finder vej til daggryet.
Nogenlunde sådan må de have det i Thorsager lige nu - og særligt da forkæmperen for et trinbrætløsning i byen i forbindelse med den kommende letbane, Thøger Pauli.
Mandag formiddag var en forløsning for Thøger Pauli og hans medkæmpere.
Første spadestik til det, som mange forventede 'kun' skulle blive til et trinbræt, blev taget.
Nu er det imidlertid ikke den lille trinbrætløsning, der bliver Thorsager til del, men den store, en letbanestation, som de får det også i Hornslet, Mørke, Ryomgård og Thorsager.
“Et trinbræt er et sted, hvor man skal trykke på en knap for at få letbanetoget til at standse. På en letbanestation stopper toget automatisk,” forklarede borgmester Claus Wistoft (V), umiddelbart før, at Thøger Pauli og formanden for Thorsager Distriktsråd, Klaus Bertram Mikkelsen, gravede de første huller i jorden til den kommende letbanestation.
Den forhenværende Thorsager Station lukkede tilbage i 1971, og siden da er toget kun stoppet en gang - i 1993, da Ivan “Togstopper” Eriksen trak i nødbremsen, fordi han ville af ved stationen.
Det kom han også.