Fortsæt til indhold

Giv demokratiet et tiltrængt vitamintilskud

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

Nærdemokratiet har brug for nye vitaminer.

Alle partier med respekt for sig selv siger borgerinddragelse morgen, middag og aften uden at komme ret meget ud af stedet.

Den amerikanske forsker James Fishkin lancerede allerede i 1988 begrebet deliberativt demokrati.

Den grundlæggende idé er kort fortalt at kombinere to demokratiske idealer - deliberation og repræsentativitet.
Deliberation går ud på at afveje forskellige synspunkter og hensyn over for hinanden. Samtidig skal deltagerne være repræsentative for de politiske holdninger i vælgerbefolkningen - og helst også ligne vælgerne i øvrigt.

Den belgiske intellektuelle David Van Reybrouck har i nyere tid fulgt op på tankerne om deliberativt demokrati i bogen 'Imod Valg - til forsvar for demokratiet'.

David Van Reybroucks tese i bogen er, at de vestlige demokratier har stirret sig blinde på det repræsentative system og derfor har fået en kløft mellem politiske repræsentanter og borgere.

David Van Reybrouck mener, at vi har glemt, at demokrati i 2.500 år var forbundet med lodtrækning.
Lodtrækning var borgerinddragende, mens valg var det modsatte, forbeholdt eliten.

Nu til dags trækker vi lod, når nævninge skal udpeges, men ingen tør gå skridtet videre og foreslå lodtrækning som en måde at lave borgerinddragelse på, før store beslutninger skal træffes.

Byrådet kan efter § 17 stk. 4 i lov om kommunernes styrelse nedsætte særlige udvalg til at varetage bestemte opgaver eller til at udføre forberedende eller rådgivende funktioner for Byrådet, Økonomiudvalget eller et af de stående udvalg.

Da Syddjurs Byråd i første halvdel af 2017 nedsatte sit første såkaldte §17.4-udvalg var det netop med tanke på at få afprøvet om et sådan udvalg kan være med til at give nærdemokratiet nye vitaminer.

§17.4-udvalg (bestående af sagkyndige, græsrødder, borgere, virksomhedsledere) kan ende med både at blive en dreng og en pige, men gør forsøget alligevel.

Det er en måde at få andre koblet på nærdemokratiet end de sædvanlige professionelle meningsmagere."