Fortsæt til indhold

Tidligere smed åbner advokatkontor i Aarhus

Samfund
Arkiv

Den 1. november etablerer Nikolajsen Advokatfirma sig med kontor på Store Torv 9 i Aarhus.
"Vi har kontorer i Aalborg og Odense, og på grund af stigende efterspørgsel, kommer vi nu også til Aarhus," siger den 45-årige indehaver og advokat Jesper Nikolajsen i en pressemeddelelse.
Han startede først sit advokatfirma for et par år siden. Jesper er født og opvokset i Aalborg, og det stod ikke skrevet i kortene, at han skulle sige farvel til sin arbejderklassebaggrund og blive advokat i en forholdsvis høj alder.
"Jeg gik i lære som smed efter skolen og har blandt andet været ansat på værftet i Aalborg. Det var, mens jeg stod der med svejsemasken på, at jeg begyndte at drømme om noget helt andet. Jeg har altid haft en stærk retfærdighedssans, og selv som barn og ung var jeg typen, der altid kæmpede til det sidste, hvis en sag forekom mig uretfærdig, eller hvis nogen omkring mig blev udsat for uret," siger Jesper Nikolajsen.
LÆS OGSÅ: Udlejer Maserati og Porsche fra baggård på Trøjborg
Nikolajsen Advokatfirma kan hjælpe aarhusianerne med juridisk assistance inden for privatretlige forhold som familie og samliv, arv og dødsbobehandling, ejendomshandler, personskadeerstatning og strafferet.
Jesper Nikolajsen har tidligere arbejdet i Statsforvaltningen med børneretlige sager, og han har undervist i familie- og arveret på Aalborg Universitet, hvor børneret indgår. Foruden undervisningen i familie- og arveret, har han undervist i strafferet og mediation på Aalborg Universitet.
"Klienter, der kommer til mig, kan være sikre på, at jeg er 100 procent på deres side, at jeg vil kæmpe til det sidste for deres sag. Jeg sætter en ære i at udføre et godt og solidt stykke arbejde, uanset sagens karakter og størrelse," siger Jesper Nikolajsen.
Udover Jesper Nikolajsen selv tæller firmaet advokatfuldmægtig Charlotte Rasmussen og sekretær Lisbeth Høffner.
-jr