Bestyrelsesmedlem i TV 2 Lorry i ulovlig dobbeltrolle
Hverken formanden for Lorrys bestyrelse, Jens Risum, eller bestyrelsesmedlemmet, Bo Kjærulf, kender tilsyneladende tv-stationens egne vedtægter
Formanden for TV 2 Lorrys bestyrelse, Jens Risum, og bestyrelsesmedlem hos Lorry, Bo Kjærulf, kender åbenbart ikke tv-stationens egne vedtægter.
Ifølge vedtægterne, som kan findes på TV 2 Lorrys hjemmeside, kan - citat: 'Medlemmer af eller kandidater til Folketinget, Regionsråd, Europa-Parlamentet eller kommunalbestyrelser kan ikke være medlemmer af bestyrelsen'.
Men bestyrelsesmedlemmet Bo Kjærulf opstiller til kommunalvalget for Socialdemokraterne i Hvidovre, hvor han bor. I det daglige er Bo Kjærulf i øvrigt formand for Ejendomsfunktionærernes Fagforening og sidder bl.a. i ledelsen af LO Hovedstaden.
Det kommer som en overraskelse for Bo Kjærulf:
"Det var jeg ikke klart over. Jeg troede, at det gjaldt medlemmer af Folketinget eller en kommunalbestyrelse, ikke en kandidat, der opstiller til valg," siger han til Lokalavisen.dk.
"Derfor var jeg klar over, at jeg måtte vælge mellem posterne, hvis jeg blev valgt til kommunalbestyrelsen."
"Men det er klart, at jeg nu vil bruge weekenden til at vælge, om jeg skal trække mig fra Lorrys bestyrelse eller som kandidat til kommunalvalget," siger han.
Formanden for TV Lorrys bestyrelse, Jens Risum "blev først opmærksom på problemet i går eller i forgårs," som han siger.
"Jeg er i Vendsyssel lige nu, men jeg tager fat i Bo Kjærulf på mandag og tager en snak med ham. Det her duer ikke. Og vi skal have undersøgt muligheden for, at han trækker sig fra bestyrelsen," siger Jens Risum fredag aften til Lokalavisen.dk.